Caroline Wozniacki lurer på verdensranglistens top

Wozniacki lover, at hun har mindst en sæson til i sig som tennisspiller. I 2018 vil hun nå førstepladsen igen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki indledte 2017 som nummer 19 på verdensranglisten.

Otte finaler og to turneringssejre senere kan hun fejre nytår som nummer tre i verden.

Øjner førstepladsen

Med en beskeden afstand på 160 point op til verdensranglistens nummer et, Simona Halep fra Rumænien, øjner Wozniacki nu igen førstepladsen, hvor hun senest befandt sig i januar 2012.

Det siger hun i et interview med Politiken.

– Det har egentlig ikke rigtig været et mål for mig, fordi jeg allerede har været der i lang tid, men nu hvor jeg er så tæt på, er det klart, at det vil være fedt at opnå igen, siger Caroline Wozniacki til avisen.

Danskeren har i løbet af sin karriere tilbragt 67 uger som verdensranglistens nummer et.

Sluttede 2017 med en triumf

Wozniacki sluttede 2017 med karrierens største triumf, da hun vandt WTA-sæsonfinalen i Singapore.

Hun kalder det for en “fantastisk” sæson, og hun er stolt af sine resultater.

En del af forklaringen på opturen tillægger hun sin forlovede, David Lee.

Hun har dog fortsat en grand slam-sejr til gode, og en sådan triumf kan hun godt forestille sig vil komme i 2018.

– Jeg vil gøre det så godt, som jeg kan, og så håber jeg på, at det flasker sig til en af dem. Jeg ved jeg, jeg kan slå alle, når jeg spiller på mit højeste niveau, siger Wozniacki til Politiken.

I tillæg garanterer hun, at hun tager mindst et år mere som professionel tennisspiller.

Tilbage i september 2016 udtalte hendes far, Piotr Wozniacki, at 2016-sæsonen kunne være hendes sidste på topplan.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS