Buckingham Palace reagerer på nye anklager
Virginia Giuffre fastholder i et timelangt TV-interview på BBC sine anklager mod prins Andrew. Kongehuset benægter alt.
Virginia Giuffre, der i forbindelse med Jeffrey Epstein-skandalerne hævder hun som 17-årig blev tvunget til at have sex med britiske prins Andrew, har givet sit første interview i Storbritannien. Det skete i en timelang dokumentar ‘The Prince and the Epstein Scandal’ i BBC1 programmet Panorama mandag aften.
Her fortalte hun sin beretning om, hvordan hun først blev introduceret for prinsen og hævder, de havde sex efter de i 2001 mødtes på natklubben Tramps i London. Det skriver blandt andet Hello Magazine.
Artiklen fortsætter under videoen
Allerede samme aften kom der en reaktion fra kongehuset.
“Det benægtes eftertrykkeligt, at hertugen af York har haft nogen form for seksuel kontakt eller forhold til Virginia Giuffre. Enhver påstand om det modsatte er falsk og udokumenteret”, lyder det fra Buckingham Place i en erklæring.
Beklager dårlig dømmekraft
Af erklæringen fremgår det også, at prins Andrew ikke havde nogen form mistanke om det, der førte til Jeffrey Epsteins pædofili-dom.
“Epsteins selvmord efterlod mange ubesvarede spørgsmål, især for hans ofre. Hertugen sympatiserer dybt med de berørte. Det er hans håb, at de med tiden vil være i stand til at genopbygge deres liv. Hertugen er villig til at hjælpe enhver passende retsinstans med deres efterforskning, hvis nødvendigt. Hertugen har allerede udtalt, at han ikke så eller havde mistanke eller så tegn på den opførsel, der førte til Jeffrey Epsteins arrestation og dom. Han beklager udnyttelsen af ethvert menneske og ville ikke acceptere, deltage i eller tilskynde til sådan en opførsel”, står der.
Dokumentaren med Virginia Giuffre kommer i kølvandet af det interview, prins Andrew selv gav til BBC Newsnight i sidste måned. Også her nægtede han kategorisk at have haft seksuel kontakt af nogen som helst art med hende.
“Det skete ikke. Jeg kan absolut kategorisk fortælle dig, at det aldrig er sket. Jeg har ingen erindring om nogensinde at have mødt denne dame” sagde prinsen blandt andet i interviewet.
Har aldrig mødt hende
I Newsnight-interviewet sagde prins Andrew også, at det påståede møde aldrig har fundet sted.
“Jeg var sammen med børnene og havde taget med Beatrice til en fest i en Pizza Express i Woking. Jeg mener, det var klokken fire eller fem om eftermiddagen”, forklarede han.
Interviewet med prins Andrew medførte en sand ‘shit-storm’ mod ham. Han blev kritiseret for sin manglende dømmekraft omkring sit venskab med Jeffrey Epstein og for ikke at vise nogen form for empati for den pædofildømte amerikaners ofre.
Han blev efterfølgende fritaget for alle sine royale forpligtelser.