Bror dræbt af skud
Rapperen DaBaby er i sorg over at have mistet sin storebror.
Den 28-årige rapper, der inden for de seneste få år også er blevet et navn i Danmark, er i sorg.
Onsdag er hans 34-årige bror død, efter han blev fundet med skader efter skud, skriver People.
Artiklen fortsætter efter videoen
Politiet blev onsdag kaldt ud til en lokation i den nordøstlige del af den amerikanske by Charlotte, fordi de havde modtaget en anmeldelse om et væbnet overfald.
Da de ankom på stedet, fandt de den 34-årige Glen Johnson, der var blevet ramt af skud.
Han blev hastet på hospitalet, hvor han blev erklæret død.
En efterforskning af dødsfaldet er i gang. Det skal blandt andet klarlægges, om Glen Johnson har været udsat for en forbrydelse, eller om der er tale om en tragisk ulykke.
Siden har rapperen DaBaby offentligt delt sin sorg over, hvad der er sket med hans storebror, der efterlader sig sin hustru og fire børn.
Rapperen har på de sociale medier delt en række ting, blandt andet hyldesten i form af teksten ‘Long live my brother (Længe leve min bror red.)’. Han har også delt en video af sin niece, ligesom rapperen har kommenteret på sin sorg ved at citere sin egen tekst fra sangen Intro, der handler netop om rapperens storebror.
DaBaby har ikke kommenteret på dødsfaldet i medier udover på sin egen Instagramkonto.
DaBaby var blandt andet en del af programmet på årets Roskilde Festival, der dog af hensyn til coronavirus blev aflyst.