Brødrene samlet igen: Forenes til særlig middag
Tirsdag aften mødes kronprinsparret med Prins Joachim og Prinsesse Marie til middag i Paris.
Tidligere i år forlod Prins Joachim og Prinsesse Marie Danmark og flyttede til den franske hovedstad Paris, fordi prinsen skulle begynde på en militær uddannelse.
Dermed blev det også et farvel til storebror Kronprins Frederik og resten af den kongelige familie. Nu genforenes de to brødre.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Tirsdag aften er der nemlig – som et led i det danske erhvervsfremstød i Frankrig – arrangeret middag klokken 19.30 på Paris’ rådhus.
Her er begge par inviteret.
– Det bliver dejligt, bemærkede kronprinsen over for BT og andre medier.
Børnene savner Danmark
Prins Joachim er en travl herre i det franske, løftede Prinsesse Marie sløret for, da diverse journalister mødte hende tirsdag morgen foran børnene Henrik og Athenes skole i et rigt kvarter i byen. For eksempel sagde hun til BT:
– De savner selvfølgelig deres venner i Danmark, men der er rigtig mange børn fra rigtig mange nationaliteter her, og det er spændende.
Familien bor i den franske hovedstad, mens Joachim tager en lederuddannelse, og det ventes at vare et år. Flere eksperter har dog spekuleret i, om parret kommer hjem igen.
Prinsesse Marie er oprindelig fransk.