Borgen er tilbage

Nedtællingen er begyndt til gensynet med Birgitte Nyborg, som i den længe ventede fjerde sæson af "Borgen" er på kollisionskurs privat og professionelt

Sidse Babetts rolle i 'Borgen' førte til et internationalt gennembrud. Den 53-årige dansker har medvirket i successerier som 'Westworld' og 'The Simpsons' og i Dan Brown-filmatiseringen 'Inferno'. Nu vender hun tilbage til 'Borgen', når fjerde sæson af DR-dramaet har premiere til februar. (Arkivfoto).
Sidse Babetts rolle i "Borgen" førte til et internationalt gennembrud. Den 53-årige dansker har medvirket i successerier som "Westworld" og "The Simpsons" og i Dan Brown-filmatiseringen "Inferno". Nu vender hun tilbage til "Borgen", når fjerde sæson af DR-dramaet har premiere til februar. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Kampen om magten er hårdere end nogensinde, når Birgitte Nyborg vender tilbage til skærmen - næsten ti år efter at det hidtil sidste afsnit af DR-dramaet "Borgen" blev sendt.

Den længe ventede fjerde sæson, som bærer undertitlen "Riget, magten og æren", får premiere på DR1 og DRTV den 13. februar. 

Derefter kan den ses på streamingtjenesten Netflix.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

Når vi møder Birgitte Nyborg igen, er hun nyudnævnt udenrigsminister.

Serien skydes i gang, da et boreselskab pludselig finder olie i Grønland. En begivenhed, der bliver begyndelsen på det, der i løbet af seriens otte afsnit udvikler sig til en international kamp om Arktis.

'Borgen' fik premiere tilbage i 2010. Til februar i år fortsætter fortællingen om toppolikeren Birgitte Nyborg, som spilles af den 53-årige prisbelønnede skuespillerinde Sidse Babett.
"Borgen" fik premiere tilbage i 2010. Til februar i år fortsætter fortællingen om toppolikeren Birgitte Nyborg, som spilles af den 53-årige prisbelønnede skuespillerinde Sidse Babett.

Medierne dækker udviklingen tæt. Journalisten Katrine Fønsmark - som igen spilles af Birgitte Hjort Sørensen - er siden sidst blevet nyhedschef for en landsdækkende tv-station.

Her får hun testet sin upartiskhed over for Birgitte Nyborg, som hun i sin tid var pressechef for.

- Jeg synes, at det er lykkedes at lave en serie, der tager det univers, som mange af os kender og holder af, og bringe det helt op i nutiden og samtidig sætte helt aktuelle internationale dagsordner på spil. Det sker på en måde, der er både vedkommende og relevant for vores samtid, og hvor man stadig holder fast i det fundamentalt spændende menneskelige drama. I 'Borgen - Riget, Magten og Æren' mærker man med al tydelighed, hvad de valg man træffer i magtens centrum, koster på det personlige plan, siger Henriette Marienlund, fiktionschef i DR.

Flere kendte ansigter

Der er også gensyn med Lars Knutzon som Birgitte Nyborgs mentor og ven Bent Sejrø, Søren Malling som Torben Friis og Lars Mikkelsen som Søren Ravn.

Også Signe Egholm Olsen vender tilbage som Anne Sophie Lindenkrone, Peter Mygind som Michael Laugesen og Mikael Birkkjær som Birgitte Nyborgs eksmand, Philip Christensen.

'Borgen - Riget, magten og æren' er skrevet af Adam Price og har Per Fly som konceptuerende instruktør. (Arkivfoto).
"Borgen - Riget, magten og æren" er skrevet af Adam Price og har Per Fly som konceptuerende instruktør. (Arkivfoto).

Der kommer også en række nye ansigter på "Borgen".

Mikkel Boe Følsgaard får en central rolle som souschefen Asger Holm Kirkegaard, der arbejder tæt sammen med Birgitte Nyborg.

Blandt de øvrige skuespillere, som får afgørende roller i fjerde sæson, er Simon Bennebjerg, Johanne Louise Schmidt, Magnus Millang og Özlem Saglanmak, afslører DR.

- 'Borgen' er for mig virkelig DR-arvesølv, og derfor er det også en sand fornøjelse, at vi nu igen kan glæde os til at følge Birgitte Nyborg i hendes forsøg på at balancere både at holde fast i magten og sig selv. Det bliver samtidig også en meget ny version af 'Borgen', fordi universet udvides fra et dansk fokus til at handle om hele verdens magtspil, når forholdet til Grønland bliver sat på prøve, og både USA og Kina bliver centrale aktører, siger Henriette Marienlund.

Powered by Labrador CMS