Bond-instruktør med flair for drama og action

Fra De Schweiziske Alper tog han til New York i en ung alder for at udleve sin drøm om at lave film. Den 30. november runder filminstruktør Marc Forster 50 år.

Marc Forster har taget en særlig karrierevej til det store lærred. I dag fylder han 50 år. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Han voksede op uden et fjernsyn derhjemme og fik alligevel i en tidlig alder stor passion for at lave film.

Artiklen fortsætter under videoen.

Som 12-årig sneg han sig ud af huset for at gå i biografen, og da han blev myndig, rejste han til USA for at udleve sin drøm.

Siden da har flere af hans film rullet på de store biograflærreder verden over, og lørdag den 30. november fylder den tysk-schweiziske filminstruktør Marc Forster 50 år.

Han blev født i en lille tysk by, men voksede op i De Schweiziske Alper med en far, der ejede en lægepraksis, en mor, der arbejdede som arkitekt, og to brødre.

Et stort eventyr

Som 21-årig begyndte Forster på sin uddannelse som filminstruktør i New York.

Imens han var i USA, solgte hans far af økonomiske årsager sin lægepraksis. Familien mistede en del penge og havde ikke længere råd til at betale for hans uddannelse i USA.

Marc Forster var dog så ambitiøs, at han tog kontakt til en rig ven af familien. Via et sponsorat fik Forster 100.000 dollar som hjælp.

I 1993 blev Forster færdiguddannet, og to år senere indspillede han sin første film “Loungers”.

Livets hårde skole

Men i 1998 måtte Forster sætte sin karriere i bero. Inden for tre måneder døde hans far, bedstemor og en af hans brødre.

For at komme på andre tanker producerede han i 2000 det psykologiske drama “Everything Put Together”, som vandt en pris ved Independent Spirit Awards.

Derefter fik Forster store projekter som “Monster’s Ball” fra 2001, James Bond-filmen “Quantum of Solace” fra 2008 og zombiefilmen “World War Z” fra 2013. Sidstnævnte film indtjente næsten 540 millioner dollar på verdensplan.

I 2007 vandt Marc Forster prisen som Årets Bedste Filminstruktør ved Hollywood Film Awards. Privat har han en datter og bor i Los Angeles i USA.

Powered by Labrador CMS