Bodil Jørgensen vandt foran kollega

Det blev Bodil Jørgensen, der løb med prisen Årets Revykunstner, mens Cirkusrevyen, som hun er en del af, blev kåret som Årets Revy ved "Revy Oscar" 2023

Udgivet Opdateret

Danmark har en stærk tradition for revy. Og søndag blev landets sommerrevyer traditionen tro fejret med Revyernes Revy - en slags "revyernes Oscar".

Her blev der uddelt priser til de bedste revyer og medvirkende. Vindernavnene i hver kategori blev i lighed med den rigtige Oscar-uddeling trukket op af en guldkuvert.

Og hele tre gange stod Cirkusrevyen nævnt på vindersedlerne.

Årets revykunstner

Bodil Jørgensen vandt prisen som Årets Revykunstner, også kaldet Årets Dirch, mens Cirkusrevyen vandt Årets Revy, og så blev forfatteren Carl-Erik Sørensen Årets Revyforfatter, blandt andet for tekster til Cirkusrevyen.

Vinderne modtog hver en check på mellem 10.000 kroner og 20.000 kroner, en buket blomster samt en motivationstale.

- Der er rigdom af personer gemt i Bodil Jørgensen. Fra de komisk vrisne og bitre typer over i de naive sjæle og sataner til de rablende gale. Bodil Jørgensen er en gave til dansk revy, og derfor Årets Revykunstner 2023.

Bodil Jørgensen blev vinder af Årets Dirch. Det er første gang, at hun medvirker i Cirkusrevyen. Ellers er hun særligt kendt for sine mange filmroller, blandt andet i filmene om Hvidstensgruppen. (Arkivfoto).
Bodil Jørgensen blev vinder af Årets Dirch. Det er første gang, at hun medvirker i Cirkusrevyen. Ellers er hun særligt kendt for sine mange filmroller, blandt andet i filmene om Hvidstensgruppen. (Arkivfoto).

Meget overvældet

Sådan lød juryens begrundelse for at give prisen til Bodil Jørgensen, som var meget overvældet over den fornemme anerkendelse.

- Jeg er så glad, men alle de nominerede er så dygtige. Jeg var endda i kategori med min sødeste kollega Merete Mærkedahl, som jeg også havde undt prisen, sagde Bodil Jørgensen.

- Jeg troede det faktisk ikke, da mit navn blev råbt op. Jeg elsker mine numre, jeg elsker at lave dem, og jeg elsker at lave Cirkusrevy, fortsatte den folkekære skuespiller.

Mads Knarreborg, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Bodil Jørgensen og Niels Ellegaard udgør sammen holdet i Cirkusrevyen 2023. Selv om Merete Mærkedahl og Bodil Jørgensen var konkurrenter til Årets Dirch, er de gode venner, når de spiller sammen. (Arkivfoto).
Mads Knarreborg, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Bodil Jørgensen og Niels Ellegaard udgør sammen holdet i Cirkusrevyen 2023. Selv om Merete Mærkedahl og Bodil Jørgensen var konkurrenter til Årets Dirch, er de gode venner, når de spiller sammen. (Arkivfoto).

I fint selskab

Bodil Jørgensen vandt prisen foran to andre nominerede, der talte førnævnte Merete Mærkedahl, også fra Cirkusrevyen, og Rasmus Krogsgaard fra Nykøbing Falster Revyen.

CIRKUSREVYEN

Cirkusrevyen er Danmarks største revy, der ligger i forlystelsesparken Dyrehavsbakken nord for København. Den blev grundlagt i 1935 af restauratør Carl Pehrsson, skuespilleren Osvald Helmuth, Oscar Holst og musikeren Herman Gellin. 

Den nuværende direktør (2023) er Torben "Træsko" Pedersen. Blandt de mangeårige medvirkende er Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Niels Olsen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard.

Kilde: Wikipedia

Blandt tidligere vindere kan nævnes Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard og Pernille Schrøder, der alle har vundet prisen som Årets Revykunstner to gange.

Powered by Labrador CMS