Bliver væk fra mindehøjtidelighed
Det bliver uden prins Harry, når kongelige fra hele Europa mindes hans afdøde farfar
Prins Harry vil ikke være at finde i Westminster Abbey, når kirken den 29. marts danner rammen om en mindehøjtidelighed for hans afdøde farfar, prins Philip.
Det fortæller en talsmand for prinsen ifølge blandt andet Sky News.
Årsagen ikke præciseret
Der er ikke angivet nogen præcis grund til Harrys valg om ikke at dukke op.
Prinsen, der bor i USA sammen med hertuginde Meghan og parrets to børn, har dog tidligere langet kraftigt ud efter den britiske regering for ikke at ville stille sikkerhed til rådighed for ham, når han befinder sig i Storbritannien.
Han har sågar tilbudt selv at betale for det.
Var senest hjemme i juli
Harrys seneste besøg i sit hjemland var i juli sidste år, hvor han deltog ved afsløringen af en statue af sin mor, prinsesse Diana, i 'Sunken Garden' på Kensington Palace i London.
Sky News skriver også, at prinsen i følge sin talsmand har et stort ønske om meget snart at kunne besøge sin farmor, dronning Elizabeth i London.