Bling-bling: Her er verdens mest indtjenende hiphoppere

Forbes har netop offentliggjort, hvilke hiphopmusikere der har fået mest ind på kontoen, og her topper Diddy.

Diddy laver masser af dollar. Foto: Scanpix/Angela Weiss
Udgivet Opdateret

Diddy skovler penge ind.

Bankbogen bugner af dollar hos branchens ypperste hiphopstjerner.

Det viser en opgørelse, som finansmagasinet Forbes har lavet over de mest indtjenende hiphopartister det forgangne år ved at sammenligne blandt andet tidligere indtjening, værdier, reklameaftaler, streaming og salg.

Diddy er i front

I front ligger Diddy, som har haft lige så mange kunstnernavne, som han har tjent penge og haft hits.

Svimlende 820 millioner dollar er fosset ind på “Bad Boy for Life”-stjernens forgyldte konto – blandt andet for en lukrativ reklameaftale med en vodkaproducent og sit eget tøjmærke.

Jay Z følger trop

Andenpladsen napper Jay Z, der har hevet hele 810 millioner dollar hjem for at sælge noget af sin streamingtjeneste, Tidal, til den amerikanske telegigant Sprint.

Dermed er der masser af penge til sutter og bleer for Jay Z, der bliver far for anden og tredje gang, når Beyoncé føder parrets tvillinger inden for ganske kort tid.

Den 47-årige rapper og den 35-årige stjernesangerinde har i forvejen datteren Blue Ivy på fem år sammen.

Dr. Dre topper tredjepladsen på listen over de mest indtjenende hiphopartister det forgange år med en indkomst på 740 millioner dollar.

Den 52-årige producer, der bærer det borgerlige navn Andre Romelle Young, hat tjent sin styrtende formue efter at have solgt sit elektronikfirma, Beats Electronics, til it-giganten Apple.

Fra top tre er der langt ned til fjerdepladsen, som rapperen Birdman basker sig ind på med 110 millioner dollar. Pengene stammer primært fra hans pladeselskab, Cash Money Records, som har signet superstjerner som Nicki Minaj, Lil’ Wayne og Drake.

Netop Drake dominerer listens femteplads med sin indtjening på 90 millioner dollar. Hjerteknuserens seneste udgivelse, “Views”, er det første album, der nogensinde har fået en milliard afspilninger på Apple Music.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS