Blev kun 51 år: Instruktør pludselig død
Instruktøren bag "Boyz n the Hood", John Singleton, blev kun 51 år.
Hvis der er en instruktør, der har været med til at skildre, hvordan livet var på de amerikanske gader og stræder, så er det John Singleton. Men nu er den amerikanske filminstruktør død. Han blev 51 år. Det oplyser hans familie ifølge nyhedsbureauet AP.
John Singleton, der blandt andet stod bag filmen “Boyz n the Hood”, døde på et hospital i Los Angeles, 12 dage efter at han blev ramt af et slagstilfælde.
– Han døde fredfyldt, omgivet af familie og venner, siger en repræsentant for familien ifølge netmediet TMZ.
John Singleton fik sit store gennembrud med debutfilmen “Boyz n the Hood” fra 1992. Filmen, der er en socialrealistisk skildring af et ghettoområde i Los Angeles, betød, at Singleton, som den første afroamerikaner, blev nomineret til en Oscar for bedste instruktion.
Siden instruerede Singleton otte andre spillefilm, adskillige tv-serier, ligesom han også skrev adskillige manuskripter og producerede andres film.
John Singleton lod sig ifølge TMZ indlægge på et hospital i Los Angeles, tidligere i april, efter at han havde oplevet følelsesforstyrrelser i benene i kølvandet på en tur til Costa Rica.
Efter knap en uges indlæggelse fik han det slagtilfælde, der endte med at koste ham livet.