Blachman kunne ikke føle Sway

Andet liveshow i "X Factor" blev også det sidste for gruppen Sway. Der er nu syv deltagere tilbage.

Blachman kunne ikke føle pigegruppen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var Ankerstjernes pigegruppe Sway, der fredag aften måtte lade livet i “X Factor” ved sangkonkurrencens andet liveshow.

Gruppen bestående af de fire piger Roya, Tiffany, Camilla og Miriam blev sendt ud af Thomas Blachman efter at have stået i farezonen med den 34-årige rapper Kaspar “Kali”.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Thomas Blachman, der stadig har tre deltagere tilbage, mente ikke, at han kunne føle pigegruppen, mens han “personligt blev rørt” af Kaspar “Kali”, som har Oh Land som mentor.

Oh Land mistede også en deltager sidste fredag, og derfor forbarmede Blachman sig over hende denne gang.

– Der bliver ikke en dommer, der efter to liveshows har én deltager tilbage. Derfor sender jeg Sway ud, sagde Blachman.

80’er-tema

Fredagens liveshow havde 1980’erne som tema. Derfor var den 61-årige britiske sanger Limahl, der havde flere store hits i 80’erne, inviteret på scenen efter pausen.

Ligeledes havde dommerne valgt flere store numre fra 80’erne til deltagerne.

Thomas Blachmans 20-årige deltager Alma Agger sang Phil Collins’ megahit “In The Air Tonight” fra 1981, hvilket bragte roser med sig fra dommerne.

– Du er et kæmpe naturtalent, det er der ingen tvivl om, sagde Oh Land.

Blachman tog skylden på sig

Blachmans 15-årige deltager Mathilde Caffey fik desuden oprejsning fra sidste uge, hvor hun til bookmakernes store overraskelse endte i farezonen.

I fredags forklarede Blachman, at han havde valgt et forkert nummer til hende, og derfor tog han skylden på sig.

Fredag sang Mathilde Caffey en blanding af de to numre “Sweet Dreams” af Eurythmics’ og “Seven Nation Army” af The White Stripes, hvilket bragte hende direkte videre.

– Du udvikler dig. Samarbejdet fungerer nu, og vi er på vej, sagde Blachman til sin 15-årige deltager.

Fredag blev det offentliggjort, at finalen ligesom sidste år bliver afholdt i Forum Horsens.

Det står også klart, at årets “X Factor”-vinder får en pladekontrakt med Sony Music og i samarbejde med et skræddersyet hold skal skrive og indspille sin egen EP.

Vinderen får også lov til at optræde på festivalen Smukfest i sommeren 2020.

Der er nu syv deltagere tilbage i “X Factor”, der kan ses på TV2 hver fredag klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS