Billedet har taget verden med storm: Sådan har du aldrig set prinsen før
Der er god grund til at smile i det britiske kongehus.
Det er sjældent at hele den royale familie får taget et billede sammen, men det er nu tilfældet i den engelske kongefamilie. Og særlig ét familiemedlem trækker de store overskrifter. Det er den unge prins Louis, som er blevet fotograferet for første gang længe. Den lille baby har ikke været med på mange royale opgave, men i forbindelse med prins Charles 70-års fødselsdag har hele familien altså fået sig samlet.
Og med hele familien er det vitterlig hele familien med undtagelse af regentparret. Det er både prins Charles og konen Camilla Parker Bowles, men også Harry og den gravide Meghan. Derudover er hele William og Kates familie også tilstede, da både George, Charlotte og Louis har stillet op til det charmerende familiefoto.
Og internationale medier, som Hello Magazine, vurderer, at prins Charles med det nye familiebillede viser helt nye sider af sig selv, da han både sidder med prins George på skødet – og er i tæt kontakt med lille Louis.
En gangske særlig mand
Der var rund fødselsdag i det britiske kongehus onsdag den 14. november, da landets tronarving, prins Charles, fyldte 70 år. Det blev fejret med pomp og pragt på Buckingham Palace i hjertet af Englands hovedstad, London, hvor prinsens mor, dronning Elizabeth, var værtinde for en fødselsdagsfest.
Til fødselsdagsfesten, som kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blandt andre deltog i, holdt dronning Elizabeth tale til prins Charles.
Det britiske kongehus har efterfølgende lagt et uddrag af den på Instagram.
– Det er et privilegium for enhver mor at kunne holde tale til sin søn på hans 70-års fødselsdag. Det betyder, at du har levet så lang tid, at du har set dine børn vokse op, sagde den 92-årige monark.
Prins Charles er far til sønnerne prins William på 36 år og prins Harry på 34 år, som han har fra ægteskabet med prinsesse Diana.
Den royale fødselar er den længst ventende tronfølger til den britiske trone. Han vil således også blive den ældste britiske monark til at bestige tronen, når han en dag skal overtage den fra dronning Elizabeth.
De næste i arvefølgen er prins Charles’ ældste søn, prins William, og dernæst prins George på fem.