Betjente tiltalt for at modtage bestikkelse fra Karsten Ree

To betjente er tiltalt for at have modtaget bestikkelse fra Karsten Ree. De nægter sig skyldige.

To politibetjente er tiltalt for at have modtaget bestikkelse fra erhvervsmanden Karsten Ree. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

En samtale om Hollywood-filmen “The Bucket List” var med til at sætte gang i to betjentes private rejse til Kenya i 2015, der er omdrejningspunktet i en bestikkelsessag, som mandag er indledt ved Retten i Helsingør.

“The Bucket List” har Jack Nicholson og Morgan Freeman i hovedrollerne som to alvorligt syge midaldrende mænd, der opstiller en række mål, de vil opnå, inden de stiller træskoene.

Betjentene på 56 og 63 år, der er private venner, havde efterforsket erhvervsmanden Karsten Ree i en straffesag, hvor han var mistænkt for menneskehandel.

Sigtelse frafaldet mod Karsten Ree

Sigtelserne mod ham blev frafaldet, men kontakten mellem de tre fortsatte, og de udviklede et tæt venskab.

Karsten Rees nabo havde været udsat for et groft hjemmerøveri, og Ree var bange for, at han skulle blive udsat for det samme.

Den 63-årige tiltalte forklarer, at Ree ringede ham op og bad ham komme og vurdere, om sikkerheden i hjemmet i Vedbæk i Nordsjælland var tilstrækkelig.

– Efter at vi havde kigget på det, kommer vi til at snakke. Ree havde lige fået konstateret kræft, og jeg havde også været syg.

– Vi begyndte at tale om “The Bucket List”, og så sagde Karsten Ree, at vi da skulle tage til Afrika, forklarer den 63-årige.

Gratis safaricamp i Kenya

De to betjente er tiltalt for at have taget imod et gratis ophold på en safaricamp i Kenya og på et luksushotel på Zanzibar. De nægter sig begge skyldige.

Betjentene er suspenderet fra deres arbejde.

Opholdet i Kenya havde en værdi af cirka 22.500 kroner og opholdet i Zanzibar godt 4000 kroner. Betjentene tog imod gaverne, efter at sagen mod Karsten Ree var afsluttet.

Karsten Ree og hustru Janni Ree tog også til Zanzibar, og de tilbød, at de alle kunne følges ad.

– Han sagde, at det var gratis for os. Det ville vi ikke. Vi ville betale. Men Karsten sagde, at han ikke kunne tage penge for noget, han ikke selv havde betalt for, forklarer den 56-årige.

– Det tænkte vi ikke mere over. Det er jo ligesom at få en gratis koncertbillet af en ven. Og vi var jo gode venner, tilføjer han.

Senere mandag skal blandt andre Karsten Ree vidne. Det samme skal Janni Ree.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS