Berørt prins inviterer til havefest
Storbritanniens prins Harry, der selv har gjort karriere i militæret, byder soldaterveteraner på te ved plænerne omkring Buckingham Palace den 30. maj.
Fra 2005 til 2015 gjorde Storbritanniens prins Harry tjeneste i det britiske militær – blandt andet hos de væbnede styrker som helikopterpilot.
Tirsdag den 30. maj i år hylder den 32-årige prins, der selv har rang af kaptajn, sine kolleger ved at invitere soldaterveteraner til havefest på plænerne omkring Buckingham Palace i den engelske hovedstad, London.
Det skriver Hello! Magazine.
De inviterede er medlemmer af The Not Forgotten Association, som er en sammenslutning, der yder støtte og afholder arrangementer for syge, sårede og handicappede veteraner.
Byder på te og kanapéer
Under arrangementet vil prinsen byde på te og kanapéer, oplyser det britiske kongehus ifølge avisen.
Foruden havefesten står prinsen også bag den internationale sportskonkurrence The Invictus Games, hvor sårede, handicappede og syge veteraner dyster i forskellige discipliner.
Prins Harry har under sin tjeneste været udsendt til Afghanistan to gange.
Han har tidligere åbenhjertigt berettet om sine oplevelser, og hvilke grufulde syn og situationer han har overværet.
Fløj med liget af dansk soldat
Han har blandt andet fløjet med liget af en dansk soldat i en kiste. Det fortalte han ifølge Daily Mail under promoveringen af The Invictus Games i 2015.
– Det slog mig, at flyet var et ud af mange, som transporterer mænd og kvinder hjem, hvis liv er ændret for evigt. Nogle af disse har også bragt det ultimative offer, sagde han ifølge avisen.
– Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine to udsendelser til Afghanistan har ændret retningen af mit liv, fortalte prins Harry.
/ritzau/FOKUS