Berørt dronning besøger sit hjerteland

Sveriges dronning Silvia har tyske og brasilianske aner, og nu vender hun tilbage til Brasilien for at besøge landet sammen med kong Carl Gustaf.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Man kan sagtens dele sit hjerte i tre stykker – sådan er mine følelser. Jeg opvoksede i Brasilien, brugte mine teenageår i Tyskland, og så kom jeg til Sverige.

Sådan sagde dronning Silvia i et åbenhjertigt interview med det tyske magasin Bunte i juli 2016.

Den svenske dronning blev født i Tyskland, men hun voksede op i Brasilien som datter af en tysk far og en brasiliansk mor og kom senere tilbage til Tyskland igen.

Under de olympiske lege i den tyske storby München i sommeren 1972 mødte den dengang borgerlige Silvia Sommerlath Sveriges daværende kronprins, Carl Gustaf, som i dag er landets konge.

Selv om hun i dag bor langt væk fra sine brasilianske aner, har hendes hverv som dronning af Sverige flere gange bragt hende tværs over Atlanterhavet til Brasilien igen.

Nu drager hun igen tilbage til det sydamerikanske land på officielt besøg sammen med kong Carl Gustaf.

Det fremgår af det svenske kongehus’ officielle kalender.

Deltager i erhversfremstød

Den 73-årige dronning og den 70-årige regent skal blandt andet deltage i et erhvervsfremstød og mødes med den brasilianske præsident, men parret skal også pleje deres fælles hjertesag.

Det svenske kongepar stiftede nemlig velgørenhedsorganisationen Global Child Forum i 2009 for at fremme børns rettigheder med afsæt i FN-konventionen om netop børns rettigheder.

Selv om dronning Silvia har boet i Sverige langt over halvdelen af sit liv, står Brasilien hende stadig meget nært.

– Når man får sit første barn, elsker man det utrolig højt. Og man tænker, om det er muligt at elske sit andet og tredje barn lige så højt. Men man kan sagtens dele sit hjerte, sagde hun til Bunte i 2016.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS