Ben Affleck dropper instruktion af ny Batman-film

Det bliver ikke den Oscar-vindende instruktør Ben Affleck, der skal instruere den nye film om superhelten.

Som instruktør har Ben Affleck blandt andet haft succes med “The Town” og “Argo”. Foto: Scanpix/Daniel Leal-olivas
Som instruktør har Ben Affleck blandt andet haft succes med “The Town” og “Argo”. Foto: Scanpix/Daniel Leal-olivas
Udgivet Opdateret

Når skuespiller og instruktør Ben Affleck igen trækker i den sorte kappe for som superhelten Batman at forsvare Gotham City mod forbrydere, bliver det uden ham selv i instruktørstolen.

Det afslører skuespilleren i en officiel udmelding mandag, skriver flere medier heriblandt CNN.

Ben Affleck skulle ellers både have spillet hovedrollen som Batman og instrueret filmen på samme tid, men den opgave bliver for stor for ham, lyder det i udmeldingen.

– Der er nogle karakterer, som har en speciel plads i millioner af menneskers hjerter. At spille denne rolle kræver fokus, passion og den allerbedste optræden, jeg kan give, lyder det fra Ben Affleck, som tilføjer:

– Det står klart, at jeg ikke kan udføre begge job til den standard, de kræver. Sammen med studiet (Warner Bros., red.) har jeg besluttet at finde en partner i en instruktør, der ønsker at samarbejde med mig om denne storslåede film.

Ben Affleck er fortsat en stor del af filmens tilblivelse, og han glæder sig til at folde endnu en historie om Batman ud på det store lærred, lyder det.

Den 44-årige Oscar-vindende instruktør har ellers tidligere haft stor succes med at spille hovedroller og instruere samtidig. Det har han blandt andet gjort i den prisbelønnede film “Argo”.

Dog blev den første film med Ben Affleck som Batman, “Batman vs. Superman: Dawn of Justice” fra marts 2016, modtaget med hård kritik fra anmeldere.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS