Bedre venner får man ikke: Rigmænd finansierer dronningens køkkenhave
Dronning Margrethes nye køkkenhave på Gråsten Slot er muliggjort af donationer fra fonde tilhørende nogle af landets rigeste mennesker.
22 millioner kroner kommer det til at koste at anlægge en ny kongelig køkkenhave ved Gråsten Slot.
Slottet er det sted, hvor dronning Margrethe og den royale familie mødes hver sommer.
Køkkenhaven bliver åben for alle, og afgrøderne skal blandt andet spises ved royale begivenheder.
Rige venner betaler gildet
Ekstra Bladet har fundet et aktstykke, der er godkendt af Folketingets finansudvalg. Heraf fremgår det, at projektet i høj grad bliver betalt af kongehusets velhavende venner.
Det er således en række fonde, der betaler størstedelen af den nye køkkenhave. Den største donor er Danfoss-fondene Bitten og Mads Clausens Fond og Fabrikant Mads Clausens Fond, der betaler i alt 8,6 millioner kroner.
Det er ikke første gang, familien Clausen bag Danfoss støtter kongehuset økonomisk. Det skete blandt også, da familien købte prins Joachim ud af Schackenborg i 2014, skriver Ekstra Bladet. Samtidig er familieoverhovedet Jørgen Mads Clausen en af dronningens kammerherrer, og er for nylig også blevet udnævnt til kommandør af Dannebrog.
En del af køkkenhaven betales også af Sønderborg Kommune, der også får ansvaret for at passe og pleje den.
Derfor har kommunen puttet et større millionbeløb i haven, lyder det fra borgmesteren i Sønderborg Kommune. Det er lokale borgere, der skal arbejde i køkkenhaven, og det er personer med særlige behov, som får et arbejde i haven:
– Vi ser hele dette område som et stærkt aktiv, hvor vi kan tiltrække flere turister, siger borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen fra Socialdemokratiet til DR P4 Syd.