Basketstjerne nægter at rejse ud af USA
Han frygter for sit liv.
Den tyrkiske basketballstjerne, Enes Kanter, nægter at rejse til London for at spille kamp. Kanter spiller til dagligt i NBA for New York Knicks, og det er planen, at han og resten af holdet skal spille en NBA-kamp i London 17. januar. Men det bliver uden Kanter. Det skriver ABC News.
– Jeg skal desværre ikke afsted. Det er den vanvittige psykopat, den tyrkiske præsident, siger Kanter ifølge ABC News i en video lagt på det sociale medie Twitter.
Spioner
Kanter har i årevis været en åbenmundet kritiker af tyrkiets præsident Erdoğan, og han har tidligere kaldt ham for vor tids Hitler. Han fik sit tyrkiske pas inddraget i 2017, og anklagere i Tyrkiet ønsker at fængsle ham i op mod fire år.
ABC News skriver, at Kanter ikke tør rejse andre steder hen end rundt i USA og til Canada. Han mener, at turen til England er for farlig, og at det ville være let at likvidere ham, hvis han rejser.
– De har mange spioner derovre, har han sagt.
Ifølge ABC News er Kanters egen far blievet anholdt under mistanke for at være terrorist, men det har ikke fået Kanter til at holde mund. Tværtimod.
– Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg fortsætter med at tale om det her, hvis det går ud over min familie. Men det er derfor, jeg gør det. Det er min familie, mine venner, mine naboer og klassekamerater, Erdoğan går efter. Hvis ikke jeg siger noget, vil mit land lide i stilhed, skrev Kanter i en klumme for Time Magazine i 2018.