Bagebombe: DR ændrer i Bagedysten
"Den store bagedyst" kommer nu også i børnehøjde. DR søger deltagere mellem 12 og 16 til "Juniorbagedysten".
Efter otte sæsoner er det ikke længere kun voksne amatørbagere, som kan tilmelde sig “Den store bagedyst”.
DR åbner nemlig for første gang i programmets danske historie for tilmeldinger for børn og unge i juniorudgaven af det uhyre populære program.
Det oplyser DR.
Artiklen fortsætter under videoen.
Er man mellem 12 og 16 år, får man nemlig nu mulighed for at imponere dommerne med kagekreationer og bagværk – og kaste sig ud i velsmagende mousser, flotte fondantkager og hemmelige udfordringer.
Samme niveau som i voksenudgaven
Mens dommerne på “Den store bagedyst” er Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, har DR endnu ikke besluttet, hvem der skal bedømme de unge amatørbagere.
Men redaktionschefen på DR Kultur, Børn & Unge, Eva Kvist, siger til Ekstra Bladet, at det bliver nogen, som har et lige så skarpt øje for smag, udtryk og finish, som der er i voksenudgaven af kagekonkurrencen.
– Idéen er, at det stadig skal være samme høje niveau på bagning og produktion. Det bliver ikke en light-produktion, og på den måde bliver det ikke børnet. Det er hensigten at finde talentfulde børn og unge med et højt niveau, siger hun til avisen.
Optagelser til “Den store bagedyst” er i gang
Optagelserne til “Juniorbagedysten” begynder til september nær Randers, oplyser DR.
I øjeblikket er DR også i gang med optagelserne til den traditionelle udgave af “Den store bagedyst”, som sendes til efteråret.