Babyboom: Disse royale rollinger er født i år

Der har været familieforøgelser i både det svenske kongehus og i det britiske kongehus i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har været babyboom i de europæiske kongehuse i år.

Sverige

På den anden side af Øresund blev kong Carl Gustaf og dronning Silvia 9. marts bedsteforældre for syvende gang.

Prinsesse Madeleine og den britisk-amerikanske forretningsmand Christopher O’Neill fik datteren prinsesse Adrienne i starten af foråret og blev derved forældre for tredje gang.

Den 36-årige prinsesse og den 44-årige borgerlige forretningsmand har i forvejen prinsesse Leonore på fire og prins Nicolas på tre.

To gange Storbritannien

I det britiske kongehus er familien blevet udvidet to gange i år.

Den 23. april kom prins Louis til verden. Den lille prins er prins William og hertuginde Kates tredje barn.

Det 36-årige prinsepar er i forvejen forældre til prins George på snart fem år og til treårige prinsesse Charlotte.

Elizabeths datter

Der har også været familieforøgelse hos prinsens kusine Zara Tindall, som den 18. juni blev mor til endnu en datter.

Den lille ny skal hedde Lena Elizabeth Tindall.

Zara Tindalls mor er prinsesse Anne, som er dronning Elizabeths eneste datter ud af fire børn.

Zara Tindall giftede sig med rugbyspilleren Michael “Mike” Tindall i maj 2011, og januar 2014 kom parrets første barn til verden, datteren Mia Grace Tindall.

Powered by Labrador CMS