Avatar-stjerne er blevet mor for tredje gang
Skuespillerinden Zoe Saldana og kunstneren Marco Perego er nu forældre til tre små sønner.
Skuespillerinden Zoe Saldana, der giver den som den blå rumkvinde Neytiri i “Avatar”, er blevet mor for tredje gang.
Sammen med kunstneren Marco Perego har den 38-årige skuespillerinde nu udvidet børneflokken fra to til tre små drenge.
Det viser Saldana på et babybillede, som hun har delt på Instagram.
– Marco og jeg er begejstrede over at dele nyheden om fødslen af vores søn, Zen. Vi kan ikke føle os mere velsignet over den nye tilføjelse til familien, jubler den nybagte mor.
På det søde familiefoto ligger lille Zen med sine to toårige storebrødre, tvillingerne Cy Aridio og Bowie Ezio, omkring sig.
Parret er meget private om deres forhold
Zoe Saldana og Marco Perego, som giftede sig i 2013, er meget private omkring deres forhold og afslører ikke nærmere detaljer omkring fødslen af lille Zen.
Zoe Saldana har medvirket i et hav af eventyr- og fantasyfilm. Hun spiller blandt andet hovedrollen i James Camerons “Avatar”-univers og er i gang med indspilningerne af det kommende superheltebrag “Avengers: Infinity War”.
Se babybilledet her:
/ritzau/FOKUS