Arktiske rockaber skuffede anmelderne i Royal Arena

Ekstra Bladet og B.T.'s anmeldere ER skuffede efter at have hørt Arctic Monkeys i Ørestaden onsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Arctic Monkeys onsdag aften i Royal Arena var en gigantisk skuffelse.

B.T.’s musikanmelder pakker ikke sine ord ind i forbehold efter at have overværet koncerten med det britiske rockband.

Han måtte gå fra arenaen i Ørestaden med en fornemmelse af et band, der spillede på halvt blus.

– Det virkede på mange måder som en aften på halvt blus, hvilket nærmest symbolsk blev understreget af, at den ene af de to storskærme på hver side af scenen ikke virkede på noget tidspunkt, noterer anmelderen.

B.T.’s anmelder belønner Sheffield-bandet med beskedne to stjerner ud af seks mulige.

Heller ikke Ekstra Bladet var imponeret

Heller ikke Ekstra Bladets anmelder var synderligt begejstret for koncerten.

Under overskriften “Afbrudt samleje i Royal Arena” beskylder anmelderen briterne for efterhånden at lide af storhedsvanvid.

– I selskab med omkring 11.000 i Royal Arena, der var nedskaleret med det øverste afsnit afskærmet, føltes det som om, Arctic Monkeys dyrkede afbrudt samleje med publikum i et velspillet, men uforløst sæt på 90 minutter, skriver anmelderen, der giver tre stjerner til Arctic Monkeys.

‘Slip tøjlerne’

Jyllands-Postens anmelder kalder briternes præstation i Ørestaden for “mere end godkendt”.

Han mener dog, at de efterhånden garvede rockstjerner ville nyde godt af at slippe tøjlerne.

– Men en gang imellem kunne man godt have ønsket sig, at Arctic Monkeys havde sluppet kontrolknappen og i stedet ladet sig drive et nyt og anderledes sted hen ved hjælp af begejstringen fra tilhørerne forrest på gulvet.

Jyllands-Postens anmelder belønner briterne med fire stjerner.

Powered by Labrador CMS