Ansat hos dronningen smittet med corona
En ansat i den britiske dronnings stab er testet positiv for coronavirus.
En ansat i 93-årige dronning Elizabeths stab på Buckingham Palace er testet positiv for coronavirus.
Det skriver avisen The Sun.
Artiklen fortsætter under videoen
Den ansatte blev vel at mærke testet positiv inden dronning torsdag flyttede fra netop Buckingham Palace til Windsor Castle, skriver avisen.
Siden er alle, den ansatte har været i kontakt med, sendt i frivillig karantæne, oplyser kongehuset til The Sun.
Ifølge kongehuset var det dog ikke helt uventet, at også Buckingham Palace ville blive ramt:
– Den ansatte blev testet positiv før dronningen forlod Buckingham Palace. Men der er 500 ansatte, så, lige som på alle andre arbejdspladser, er det selvfølgelig ikke uventet, at også vi ville blive ramt på et tidspunkt, siger en kilde til The Sun.
Det er uvist, om dronningen har været i kontakt med medarbejderen. Hoffet oplyser dog, at man har taget de nødvendige skridt for at beskytte alle, der har været i kontakt med den ansatte.
Forbereder tale til nationen
Torsdag rykkede dronning Elizabeth til Windsor Castle sammen med sin mand, 98-årige prins Philip.
Det er endnu uvist, hvor længe, de vil blive der.
I mellemtiden lægges der op til, at dronningen, ikke ulig dronning Margrethe, skal tale til nationen.
Dog spekuleres der i, at dronning Elizabeths tale snarere vil mane til ro, hvor dronning Margrethe gav danskerne en tiltrængt opsang.
Det er kendt, at ansatte i kongehuset har været til møder i Downing Street, hvor timingen af en sådan tale er blevet diskuteret:
– Hendes Majestæts stemme vil være en beroligende påmindelse om, at vi, i sidste ende, kommer igennem dette, siger en kilde fra Downing Street til The Sun.