Anmeldere: Rammstein i gigant show-kiks

Anmelderne er enige om, at tysk metalbands flammefest i Parken onsdag aften ikke burde være afholdt i dagslys.

Koncerten får gode ord med på vejen – det gør bandets lysshow dog ikke. Eller rettere, tidspunktet det blev eksekveret på. Her fra en tidligere koncert i DK. Foto: Andreas Beck/Scanpix.
Koncerten får gode ord med på vejen – det gør bandets lysshow dog ikke. Eller rettere, tidspunktet det blev eksekveret på. Her fra en tidligere koncert i DK. Foto: Andreas Beck/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det tyske metalband Rammstein burde ikke være gået på scenen i Parken onsdag aften foran 45.000 publikummer, før mørket var faldet på.

Det er B.T.’s og Ekstra Bladets anmeldere enige om.

Til gengæld er de to anmeldere uenige om, i hvor stor grad dagslyset ødelagde Rammsteins koncert, der stod i flammernes tegn.

Våd pyro-drøm

Det var “enhver pyromans våde drøm”, skriver B.T.’s anmelder Bo Poulsen, der kvitterer med fem ud af seks stjerner.

– Musikmagasinet Rolling Stone har angiveligt kaldt Rammsteins koncerter for ‘the best show on Earth’. Om det er Jordens bedste, ved jeg ikke – men godt var det, skriver han.

– De mange gæster i Parken fik også næsten fuld valuta for pengene. Der var på ingen måde sparet på fyrværkeri, eksplosioner, flammekastere og andre ildspyende dimser.

Koncert-eksplosion

Koncerten var en eksplosion, “der helt sikkert har svitset folks øjenbryn af på de forreste rækker”, mener Bo Poulsen.

Omvendt mener Thomas Treo fra Ekstra Bladet, at koncertens dårlige timing var en “kæmpe brøler”. Han giver derfor koncerten tre ud af seks stjerner.

– Rammstein begyndte med et øredøvende brag. Men ellers føltes deres barokke rabalder i lange perioder som noget af en fuser, skriver han.

For tyskerne er primært “berømte og berygtede for deres pyromanagtige fascination af flammekastere” – hvilket “tilsyneladende kom bag på arrangørerne”, der sendte Rammstein på scenen klokken 20.30.

– Seancen var underligt uvedkommende og distanceret, mener Thomas Treo.

For selv om “den store stikkontakt tydeligvis var tændt på Østerbro”, manglede der nærkontakt mellem de seks medlemmer af Rammstein og deres 45.000 fans til den næsten udsolgte koncert.

– Det var som at se en corny skrækfilm i en biograf, hvor lyset var tændt.

Powered by Labrador CMS