Angreb i Stockholm: Kongen er forfærdet
Kong Carl Gustaf sender sine tanker til ofre og deres familier i forbindelse med angrebet i Stockholm.
Den svenske konge Carl Gustaf er forfærdet over fredagens angreb mod et butikscenter i Stockholm.
– Jeg og hele kongefamilien har med sorg modtaget oplysninger angrebet i Stockholm. Baggrunden og omfanget af hændelsen er endnu ikke kendt. Vi følger udviklingen, men vore tanker går til ofrene og deres familier, skriver kong Carl Gustaf i en erklæring.
Drottningholms Slot ved Stockholm har taget sine sikkerhedsforanstaltninger.
Den svenske kongefamilie er for tiden på rejse i Brasilien. Den har nu på grund af episoden valgt at afbryde den og vende hjem til Sverige, skriver flere svenske medier.
Om angrebet
Mindst to personer er omkommet, efter at en lastbil fredag eftermiddag kørte ind i en folkemængde og et stormagasin i Drottninggatan i det centrale Stockholm.
Det bekræfter den svenske statsminister, Stefan Löfven, på et pressemøde fredag eftermiddag.
Ifølge tv-stationen SVT er otte kommet til skade.
Flere svenske medier har tidligere citeret unavngivne politikilder for oplysningen om, at der er tre døde.
Men kort efter klokken 16 siger en pressetalsmand for politiet i Stockholm til nyhedsbureauet TT, at politiet ikke ønsker at udtale sig om antallet af døde.