Anerkendt TV-kok pludselig afgået ved døden
Mesterkokken Carl Ruiz, der ikke mindst er kendt fra Food Network, er pludselig gået bort.
Den berømte TV-kok og restauratør, Carl Ruiz, er pludselig afgået ved døden. Det fortalte hans restaurant, La Cubana på Manhattan, New York, søndag via Instagram. Selve dødsårsagen fremgik ikke. Han blev 44 år.
”På vegne af La Cubana-familien og med tunge hjerter, er vi kede af at måtte meddele, at vores elskede chef, Carl Ruiz, er gået bort. Ingen ord kan fuldt ud udtrykke vores sorg ved det pludselige tab af vores kære ven og bror”, står der i opslaget.
Artiklen fortsætter under videoen
Restauranten skriver desuden, at der, som en hæder til afdøde, nu vil blive etableret en fond til støtte og fordel for talentfulde kokke.
Carl Ruiz er ikke mindst kendt for sine roller som både deltager og dommer i kokke-konkurrencer på Food Network. Han står desuden bag flere restauranter forskellige steder i verden. Den seneste, netop La Cubana på Manhattan, slog dørene op i juni måned, skriver blandt andet The New York Times.
Venner, kolleger og fans gav i løbet af søndagen udtryk for deres sorg over meddelelsen.
”Hans evne til at få mig til at grine og smile uanset hvad, blev kun overgået af hans talent som kok,” skrev en helt knust Guy Fiere, der også er Food Network restauratør, for eksempel på Twitter.