Anders Matthesen-hit vender tilbage i helt ny udgave

Anders Matthesens filmhit "Terkel i knibe" bliver nu til en musical. Nye kræfter står bag opsætningen.

Udgivet Opdateret

Det er fjorten år siden, at Anders Matthesens “Terkel i knibe” ramte de danske biografer med stor succes, og nu bliver filmhittet overført til de skrå brædder.

Instruktør Nikolaj Cederholm og musiker Clemens genopliver nemlig succesen med musicalen “Terkel – the motherfårking musical”.

Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.

Clemens fik en idé

Det er musikeren og rapperen Clemens, der har taget initiativ til at få stablet Anders Matthesens store hit på benene i musicalform, og han har selv stået for at omskrive og bearbejde filmens manuskript.

– “Terkel i knibe” var en fantastisk film, der udrettede noget helt ekstraordinært. Vi går til opgaven med stor kærlighed til det univers, som Anders Matthesen har skabt, siger han i pressemeddelelsen.

Matthesen holder sig væk

Komiker Anders Matthesen glæder sig over, at nye kræfter vil give hans karakterer nyt liv.

– Jeg har ikke noget med “Terkel – The motherfårking musical” at gøre, men giver nu med glæde faklen videre til holdet bag forestillingen. Jeg er sikker på, at Terkel og co. er i gode hænder, og jeg ser frem til at se det færdige resultat, siger Anders Matthesen i meddelelsen.

Ny historie?

Musicalens handling vil centrere sig om de karakterer, som publikum allerede kender fra filmen, men historien udspiller sig denne gang i 2019, skriver Have Kommunikation.

Hvem der skal spille rollerne som Terkel, Jason, Stewart Stardust og alle de andre elskede karakterer bliver først offentliggjort efter sommerferien.

“Terkel – the motherfårking musical” får premiere 14. februar 2019 i Tivoli i København.

Musicalen vil derefter tage på Danmarksturné til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle.

Powered by Labrador CMS