Alder ingen hinding: Sej norsk konge deltager i sejler-VM

På trods af sine snart 80 år stiller norske kong Harald op til VM i sejlads i Toronto, Canada.

Alder er ingen hindring – i hvert fald ikke for norske kong Harald, der trods sine snart 80 år stadig har fuld gang i sin sejlerkarriere. Foto: Suzanne Plunkett/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Trods sine snart 80 år er der stadig fuld gang i norske kong Haralds sejlerkarriere.

I denne uge rejser den norske konge nemlig afsted mod Canada, hvor han skal deltage i VM for 8-meter-både i Toronto, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

VM foregår fra den 19. til den 27. august, men kongen og hans mandskab ønsker at ankomme tidligere til Toronto for at lære forholdene at kende inden konkurrencens start. Derfor deltager de også i det nordamerikanske mesterskab, som begynder fredag.

Har deltaget før

Det er ikke første gang, at den norske konge deltager ved et sejler-VM. Det syv mand store mandskab har sejlet sammen i mange år og deltog senest ved VM i Genève i fjor. Det er dog første gang, den norske konge deltager i en konkurrence for 8-meter-både på det amerikanske kontinent.

Det norske kongeskib “Norge” vil under konkurrencen blive brugt som base for kong Harald og hans mandskab. Skibet skal både fungere som bolig og støtteskib for besætningen, som det også tidligere er sket under kongens sejlkonkurrencer.

Kong Harald skal sejle båden “Sira”, som er bygget i 1938 af den norske bådbygger Johan Anker.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS