Åh nej: Wozniacki i klam oplevelse under Wimbledon
Den danske tennisspiller blev nødt til at flytte fra det hus, som hun havde lejet under Wimbledon i London.
Mandag vandt Caroline Wozniacki sin første kamp ved grand slam-turneringen Wimbledon.
Det skete efter en svingende indsats, hvor modstanderen, spanske Sara Sorribes Tormo, trak sig med en skade, da Wozniacki havde tre sætbolde ved stillingen 5-4 i første sæt.
Den 28-årige danske tennisspiller fik også en alt andet end ideel optakt til Wimbledon, fortæller hun til Ekstra Bladet.
Artiklen fortsætter under videoen
Team Wozniacki havde som vanligt lejet et hus i Wimbledon Village, men ejernes sans for rengøring faldt ikke i lejernes smag.
– Vi havde lejet et stort hus, men det var virkelig ulækkert og meget, meget beskidt. Der var ikke en chance for, at vi kunne bo der.
– Jeg sov på sofaen den ene nat, vi blev der, fordi soveværelset var for ulækkert, fortæller Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.
Fik allergianfald
Hun sov ifølge mediet dårligt og fik et mindre anfald af allergi.
Ifølge Caroline Wozniacki undskyldte ejerne mange gange for den mangelfulde rengøring, men da var det for sent.
Den danske tennisspiller og hendes team flyttede i stedet ind på et hotel i Londons Chelsea-kvarter.
Det betyder, at Caroline Wozniacki skal bevæge sig gennem Londons trafik for at nå frem til Wimbledon-anlægget.
– Men det er okay, for det er vi vant til fra turneringer, så det er ikke så slemt.
– Jeg synes, det er vildt hyggeligt at bo i landsbyen, men skulle jeg vælge mellem det, og så noget, der er rent og godt at bo i, og hvor jeg kan slappe af, så vil jeg hellere det, siger Caroline Wozniacki.
Danskeren skal onsdag aften møde russeren Veronika Kudermetova i anden runde.
Russeren vandt i maj i første runde over Caroline Wozniacki ved French Open i Paris.
Det skete med cifrene 0-6, 6-3, 6-3.