Afsløring: TV2 kontaktede X Factor-deltager

Andrea Brøndsted synes til tider, det har været svært at skulle optræde foran en million seere i "X Factor".

Offentliggjort Sidst opdateret

For 29-årige Andrea Brøndsted har det været en følelsesmæssig rutsjetur at deltage i årets “X Factor”.

Efter den unge sangerinde slap helskindet igennem sin audition, fejlede hun stort under den afgørende 5 Chair Challenge, hvor hun måtte starte forfra på sin sang og fik at vide af dommerne Oh Land og Ankerstjerne, at hendes stemme lød både “presset” og “skinger”.

Alligevel er Andrea Brøndsted nu nået hele vejen til de eftertragtede live shows.

Men oplevelserne har sat sig i hende, og hun erkender, at det ikke altid er lige fedt at være deltager i “X Factor” og få sine fejl og mangler udstillet på tv i bedste sendetid.

– Det er ikke altid super sjovt at være med. Der er op- og nedture, og man skal høre for det, når man klarer sig dårligt. Og én ting er, at jeg selv skal håndtere de dårlige oplevelser – jeg er i forvejen meget selvkritisk – men når det så samtidig kommer ud til så mange… Det er nervepirrende, siger hun.

Grænseoverskridende – men lærerigt

Men selv om det kan være grænseoverskridende, at over en million seere følger med, når stemmen brister, og timingen i en sang kikser, så føler Andrea Brøndsted alligevel, at nedturene i “X Factor” har været med til at udvikle hende som person.

– Jeg har lært at overskride mine personlige grænser og ikke tage mig selv så højtideligt, men i stedet sige: “Ja, jeg dummede mig, jeg er bare et menneske ligesom alle andre” og så komme videre derfra, siger hun.

Den erfaring håber 29-årige Andrea Brøndsted, at andre unge kan spejle sig i eller lade sig inspirere af.

– Der er så meget præstationsangst i min generation, fordi vi er tilbøjelige til at fokusere for meget på fejlene, frem for det vi er gode til.

– Men jeg tror, det er sundt nogle gange at komme ud, hvor man ikke kan bunde, og miste kontrollen lidt, for i sidste ende er det der, man udvikler sig, siger hun.

Blev kontaktet af TV2

Andrea Brøndsted var i første omgang skeptisk, da hun blev kontaktet af TV2 og opfordret til at gå til audition på “X Factor”.

Det var hendes gode ven fra gymnasiet Jamie Talbot, som sidste år fik en andenplads i sangprogrammet, der havde tippet TV2 om Andrea Brøndsteds sangstemme.

Men Andrea Brøndsted så ikke sig selv som “X Factor”-deltager, selv om hun helt fra barnsben har spillet violin og sunget i pigekor.

– Det var enormt grænseoverskridende for mig at melde mig til. Jeg var meget skeptisk over for hele eksponeringen, og der er så mange meninger om hele konceptet “X Factor”. Jeg tænkte: “Hvad hvis jeg fejler totalt?”, fortæller hun.

Andrea Brøndsted tænkte også meget over, hvad hendes kolleger og arbejdskontakter i arkitektbranchen ville sige til, at hun medvirkede i “X Factor”.

Og så var hun bange for, om hun ville miste glæden ved at lave musik, hvis det endte med at blive en dårlig oplevelse.

– Men samtidig tænkte jeg også: Det kan ikke skade. Så jeg meldte mig til, og så er jeg bare kommet videre og videre. Og selv om der er meget i min personlighed, som stritter imod alt det her, så er jeg samtidig nysgerrig på, hvad der venter rundt om næste hjørne, siger hun.

Nu hvor hun er nået til de eftertragtede liveshows, føler Andrea Brøndsted, at hun er begyndt at høste frugterne af det hårde arbejde.

– Jeg er super glad for samarbejdet med Thomas Blachman. Det er det, jeg har ventet på, for jeg er her for at udvikle mig som musiker og for at blive en bedre sanger.

– For mig handler det ikke nødvendigvis om at vinde “X Factor”. Det kunne være super fedt, men jeg håber bare, at jeg får en fed oplevelse, og at programmet måske kan åbne nogle døre for mig, siger hun.

Powered by Labrador CMS