Afsløring: Springer ud i det

Silas Holst debuterer med en dybt personlig film om barndom, håb og mørke

Silas Holst er klar til at indtage et nyt kunstnerisk felt, når han den 30. oktober debuterer som filminstruktør med det rørende drama 'Jeg tror jeg elsker dig'.

- Endelig! Det her har jeg godt nok glædet mig til at dele med jer. "Jeg tror jeg elsker dig" rammer biograferne den 30. oktober! skriver han på Instagram, og fortsætter: 

- Min debutfilm som manuskriptforfatter, instruktør og producer. Lavet med kærlighed sammen med et hav af Danmarks dygtigste skuespillere. En film om håb og om at finde styrke i modstand.

Dybt personlig

Filmen, som får premiere i omkring 90 biografer landet over, markerer et vigtigt skridt i Holsts karriere, og er samtidig en dybt personlig fortælling inspireret af hans egen opvækst.

Silas Holst

Lys i mørket

'Jeg tror jeg elsker dig' følger den unge Anders, der vokser op med en voldelig og manipulerende far, en kæmpende mor og en bror, der forsøger at navigere i et hjem præget af frygt og kontrol. I dansen finder Anders sin redning – et sprog og en frihed, som han ikke kan finde andre steder.

Først ved faderens dødsleje får han en fornemmelse af, at friheden og kærligheden kan overleve – selv efter år i mørke.

Stærke navne 

På rollelisten finder man blandt andre Johannes Nymark, Laura Drasbæk, Albert Rosin Harson, Lise Baastrup, Lisbet Dahl, Julie Zangenberg og Silas Holst selv.

Filmen er instrueret af Silas Holst i samarbejde med Brian Tange og er blevet til som en passioneret hjertesag for den tidligere 'Vild med Dans'-stjerne, der i dag er aktuel på Det Kongelige Teater i 'Moulin Rouge'.

Traileren til 'Jeg tror jeg elsker dig' er netop blevet offentliggjort og lover et intenst, rørende drama, hvor kreativitet og kærlighed står som modpoler til kontrol og frygt.

Se også traileren øverst

Laura Drasbæk og Johannes Nymark ses her i rollerne.
Powered by Labrador CMS