Afsløring: Se Josefine Høghs nye makker
Er vært sammen med ham til 'Danmarks Indsamling' i januar
Når Danmarks Indsamling 2026 løber af stablen i Arena Næstved den 31. januar, får Josefine Høgh en ny makker ved sin side.
DR bekræfter, at musikeren JJ Paulo bliver medvært ved årets store indsamlingsshow.
- Jeg glæder mig til at have JJ ved min side, der kommer med sin vidunderlige, smittende energi og store hjerte for sagen. Det er tredje år, jeg skal være vært, og det rører mig hver eneste gang at opleve, hvordan alle bidrager med det, de kan. Jeg har både set og mødt nogle af dem, der får hjælp fra indsamlingen, og det er så vildt at opleve, hvilken forskel det gør, siger Josefine Høgh til DR.
Medvirkede sidste år
For JJ Paulo er værtsrollen både ny og personlig. Han medvirkede også i sidste års show, hvor han optrådte sammen med Mads Langer.
- Det er en stor ære for mig. Jeg er både stolt og dybt rørt, særligt efter at være kommet hjem fra Uganda og have mødt nogle af de mennesker, vi samler ind til. Det har gjort mig mere motiveret end nogensinde, siger han.
Støtter børn
Årets indsamling støtter humanitære projekter for børn i nød i en række kriseramte lande, herunder Somalia, Sydsudan, Uganda og Afghanistan.
Showet sendes på DR1 og DRTV den 31. januar fra kl. 19.00.