Afsløring: Sådan forsvinder Kongehusets lønkroner
Kongehuset har store summer ude til lønninger, men der sker også noget for pengene, afslører årsrapporten.
Omkring 64 procent af det årlige beløb, der fra staten tilgår majestæten, blev i 2018 brugt på personaleomkostninger. Det er så at sige uden at medregne den særskilte udbetaling, som Margrethe selv får til tant og fjas.
Men hvad bliver pengene egentlig brugt til? For de 64 procent lyder af meget, når det omregnes til kroner. Her er der nemlig tale om i alt 46.548.652 kroner i reelle lønninger. Dertil kommer pensionsbidrag og lignende.
Nogle af de mange funktioner omtales faktisk i selv samme årsrapport, hvor også regnskabet kan læses. I løbet af året har der været dækket op til særlig middag flere gange – nytårstafler, kronprinsens 50 års fødselsdag for eksempel – så i alt har der været 3200 spisende gæster på den måde.
Det kræver naturligvis sin del af personale at bespise, servicere og rengøre efter den mængde sultne pinger, der er blevet budt indenfor. Af samme grund er det måske ikke overraskende, at en stor del af de ansatte i Kongehuset er ansat i servicefag.
Kongehuset betegner selv medarbejderstaben som kokke, livrister, kuske, chauffører, møbelsnedkere, rengøringsassistenter, kontorbetjente, administrative medarbejdere og kommunikationsmedarbejdere.
Detaljerne
Ved udgangen af 2018 var der 91 fuld- og deltidsansatte ved Dronningens Hof og 25 ved Kronprinsparrets Hof. Førstnævnte har oplevet en nedskæring i ansatte over året, fordi nogle funktioner ikke længere var nødvendige med prins Henriks død, skriver Kongehuset i sin beretning for året.
De fleste er ansat ved serviceenheden for betjening og kørsel, der foruden de åbenlyse opgaver også har ansvaret “for det kongelige sølvkammer, herunder daglig håndtering, vedligehold og inventarstyring af de mere end 18.000 effekter i sølvkammeret”, står det. Her er tale om medarbejdere, der primært arbejder, hvor dronningen residerer.
I “køkkenet” bliver der lavet mad til mange forskellige anledninger og middage med op til cirka 500 kuverter, og her kræves særlige samarbejdsevner. “I 2018 lavede Køkkenet blandt andet middagen til de 360 gæster på Christiansborg Slot i forbindelse med Kronprinsens 50-års fødselsdag. Det foregik i et tæt samarbejde med Køkkenet i Kronprinsparrets Hof”, skriver Kongehuset.
Kongehuset har desuden også fire egne værksteder og stald, mens en Oldfrue har det overordnede ansvar for enheden Rengøring og Vaskeri, der vasker linned for Hendes Majestæt Dronningens Hof, Kronprinsparrets Hof samt Prinsesse Benediktes Hof.
Snedkerværkstedet og malerværkstedet ligger på Amalienborg i en oprindelig staldbygning i det, der nu kaldes Værkstedshuset. Tapetsererværkstedet og Systuen er placeret på Fredensborg Slot.