Afsløring: Osama Bin Laden var på jagt efter prins Harry
Nye CIA-dokumenter viser, at terrorist-lederen Osama Bin Laden ville dræbe prins Harry. Han fulgte intenst den britiske prins' gøren og laden som udsendt soldat.
Prins Harry har været i markant større fare under sin militære udsendelse, end man tidligere har været klar over.
Ifølge The Sun viser nye CIA-dokumenter, at afdøde Osama Bin Laden “holdt øje” med, hvor den britiske prins specifikt opholdt sig, da han skulle udstationeres i Irak.
Da den berygtede terrorist-leder blev angrebet og dræbt i sit hjem i Pakistan i 2011, fandt CIA en lang række dokumenter.
Bin Laden ville dræbe prins Harry
Nu er det kommet frem, at der blandt dokumenterne var filer, som handlede om prins Harrys missioner som udsendt soldat.
I 2007 var det planen, at prins Harry skulle udsendes til Irak – og det var i den forbindelse, at Osama Bin Ladens fokus var rettet mod den unge brite.
Al-Qaeda-lederen havde downloadet en lang række oplysning om prinsen – og CIA fandt en del filer, som udelukkende havde fokus på Harry.
Prinsen skabte øget risiko
En fil hed “Prince Harry moves into the line of fire” – løst oversat til, at prins Harry drager i krig.
En anden hed “Prince Harry in Iraq could raise troops’ risk”, som bedst kan oversættes til, at prins Harrys deltagelse i Irak øger risikoen blandt de øvrige tropper.
Med disse – og andre – nye filer, som CIA frigav i onsdag, kan man godt konkludere, at prins Harry kan have været et konkret mål for terrorgruppen.
Harry var et Al Qaida-mål
Terror-eksperten Bill Roggio mener, at filerne er et stensikkert bevis for, at Osama Bin Laden ønskede at dræbe prins Harry.
– Nu viser det sig, at prins Harry faktisk var et mål for Al-Qaida. Også efter han blev omdirigeret til Afghanistan.
For prins Harry nåede nemlig aldrig at blive udsendt til Irak.
Irak-tur blev aflyst
På grund af bekymringer for hans ve og vel valgte man at droppe planerne.
I stedet blev prins Harry i al hemmelighed udsendt til Afghanistan, hvor han opererede uden offentlighedens kendskab.
De mange CIA-filer kan man læse på sikkerhedstjenestens hjemmeside.