Afsløring: Nye skuespillere i Badehotellet

Når sæson syv af den populære tv-serie "Badehotellet" løber over skærmen, er der flere nye ansigter med.

Skuespillerne ved TV 2 pressemødet på ‘Badehotellet’ sæson VI i Albertslund, onsdag den 16. januar 2019.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Foruden de gamle kendinge som fru Frigh, Molly Andersen og Edward Weyse kommer der nye personer til det gamle badehotel ved Vesterhavet, når syvende sæson af “Badehotellet” får premiere 27. januar. Det skriver tv2.dk.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Skuespilleren Rasmus Botoft, som blandt andet er kendt fra satiregruppen “Rytteriet”, er et af de nye ansigter på skærmen og hotellet. Han skal spille den snakkesalige virksomhedsejer Johan Ramsing, som under sit besøg på hotellet charmerer Fru Frigh, spillet af Anette Støvelbæk.

Om sin rolle siger Rasmus Botoft:

– Han er en meget talende og frisk mand med cykelklemmer og et kækt gå-på-mod. Han er ikke en bange mand, og han træder lige ind i dem, han møder på sin vej, fortæller han til tv2.dk.

En Bertha

Persongalleriet omkring Fru Frigh bliver også udvidet, da hendes datter, Bertha, også er at finde på hotellet i sæson syv. Hun bliver spillet af den nyuddannede skuespiller Lucia Vinde Dirchsen.

Bertha giver sin mor noget at tænke over, da hun udfordrer hendes holdninger til køn og klasse, skriver tv2.dk.

– Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Bertha-karakteren. Bertha er på mange måder en ung kvinde, der er forud for sin tid. Hun er ikke bange for at vise sit temperament, og så er hun meget viljestærk, siger den 26-årige skuespillerinde om sin rolle til tv2.dk.

Uvelkomment besøg

I den nye sæson af “Badehotellet” er der også plads til et gensyn med den hidsige filminstruktør Gerhard Flügelhorn, spillet af Thure Lindhardt.

Der er endnu ikke afsløret meget af handlingen i den kommende sæson, men det er dog kommet frem, at det for første gang bliver Amanda Berggren, spillet af Amalie Dollerup, som slår dørene op som forpagter af hotellet.

Samtidig har Anden Verdenskrig ramt Danmark, og derfor får hotellet uvelkomment besøg af nazisterne, hvor den tyske skuespiller Uwe Kiessling indtager rollen som den tyske løjtnant Anton Rubtsov.

“Badehotellet” får premiere på TV2 27. januar.

Powered by Labrador CMS