Afsløring: Her får Disney+ dansk premiere

Streamingtjenesten er allerede lanceret i andre lande. I maj havde den 54,5 millioner betalende brugere.

Udgivet Opdateret

15. september får streamingtjenesterne Netflix og HBO Nordic konkurrence i Danmark.

Her får tjenesten Disney+ nemlig dansk premiere. Det fremgår af selskabets hjemmeside.

Forsinket

Tjenesten skulle egentlig have været lanceret i Danmark i løbet af sommeren, men i maj blev lanceringen rykket til september.

Nu er der altså kommet en dato for, hvornår animationsfilm som Frost og superheltefilm fra Marvel kan streames.

Ifølge Ekstra Bladet lanceres streamingtjenesten også i Portugal, Norge, Grønland, Sverige, Finland, Island, Belgien og Luxembourg samme dato.

Disney+ blev allerede lanceret mod slutningen af sidste år i USA, Canada og Holland og er siden kommet til andre lande.

Og det er allerede lykkedes tjenesten at hive en del bruger over på tjenesten.

Billigere end konkurrenterne

I koncernens regnskab i starten af maj fremgik det, at Disney+ indtil videre havde fået 54,5 millioner betalende brugere.

Dermed ser målet om at nå mellem 60 og 90 millioner betalende brugere efter omkring fem år ud til at være inden for rækkevidde.

I Danmark bliver prisen 59 kroner om måneden for tjenesten – eller 589 kroner om året.

Powered by Labrador CMS