Afsløring: Har tabt sig 20 kilo
’Kandis’-Johnny er snart aktuel i ny TV 2-dokumentar om livsstilsændringer
I januar udgav musikeren Johnny Hansen bogen ’Klarlund og Kandis På Kur’ sammen med lægen Bente Klarlund.
Nu bliver bogens budskaber omsat til en TV 2-dokumentar, der får premiere i starten af det nye år.
Det afslørede ’Kandis’-forsangeren til Kendte.dk ved premieren på ’Jeg tror, jeg elsker dig’ i Imperial.
I bedre form
- Det handler om livsstilsændringer, og en gruppe af mit faste hardcore-publikum medvirker, afslørede Johnny Hansen.
- Ved castingen spurgte jeg, hvem der kunne tænke sig at hjælpe mig med at komme i bedre form, så det bliver vist i programmerne, lød det fra musikeren, der har været i gang med vægttabet i de seneste par år.
Hele livet
- Siden dengang har jeg tabt 20 kilo. Det handler om at skrue ned for noget og skrue op for noget andet hele livet, forklarede han med et smil.
I juli fyldte Johnny Hansen 60 år og blev fejret med manér.
- Vi var 100 mennesker, der gav den fuld smadder på et hotel i Hurup. Det var en 12 timers fest, og under natbaren var jeg også selv på scenen, sagde han.