Afslører helt nyt klip fra fremrykket film
Premieredatoen på Anders Thomas Jensens kommende komedie, "Retfærdighedens ryttere", fremrykkes fire uger.
Manden bag komedieklassikeren “Blinkende lygter” er snart klar med komedien “Retfærdighedens ryttere”. Nu kan spændte filmfans glæde sig over, at premieredatoen fremrykkes fire uger til den 19. november. Det oplyser Zentropa og Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.
Beslutningen er netop truffet, efter at den kommende James Bond-film, “No Time to Die”, er blevet flyttet til april 2021. Dermed er der plads til “Retfærdighedens ryttere”, som har et stjernespækket cast på plakaten bestående af Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro.
Desuden medvirker Roland Møller og den svenske skuespiller Gustav Lindh, kendt som stedsønnen i dramaet “Dronningen”, også i filmen.
“Retfærdighedens ryttere” centrerer sig om den udstationerede militærmand Markus – spillet af Mads Mikkelsen – som må vende hjem til sin teenagedatter, da hans kone dør i en togulykke.
Det ligner en tilfældighed, indtil matematiknørden Otto – Nikolaj Lie Kaas – dukker op med sine to excentriske kolleger Lennart og Emmenthaler i skikkelse af Lars Brygmann og Nicolas Bro.
Når det utænkelige sker
Otto var selv passager på det forulykkede tog og er overbevist om, at nogen må stå bag. Som indicierne hober sig op, står det klart for Markus, at det måske var et nøje orkestreret attentat, som hans kone tilfældigt blev offer for.
Bag både manuskript og kamera står den oscarvindende instruktør Anders Thomas Jensen, som beskriver filmen som en fabel sat i realistiske rammer.
– Den handler om, hvordan det påvirker vores liv, når det utænkelige sker. Hvordan bevarer vi troen på livet, når vi ikke længere tror på noget?, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Det er en fortælling om en gruppe mennesker, der på den samme dag alle mister følelsen af tryghed og fundament i deres liv. I mødet med hinanden finder de siden hen hver især kærlighed, selvrespekt, tillid og følelsen af at høre til et sted. Og alle oplever at ende med at tro på sig selv, på Gud eller livets tilfældigheder.
“Retfærdighedens ryttere” får biografpremiere den 19. november.