Ærlige Sofie: Det her ser jeg i fjernsynet

Den 30-årige X Factor-vært bliver inspireret af at se flow-tv, men hun er endnu ikke moden nok til museer.

Sofie Linde fortæller, hvad hun ser i tv. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Sofie Linde fortæller, hvad hun ser i tv. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om X Factor-vært Sofie Linde lever af at lave tv, så elsker hun også at se det – uanset om det er reality-tv eller dokumentarer.

Det er i det hele taget vigtigt ikke at være snobbet omkring, hvad man ser, læser og lytter til, mener hun, for man kan finde inspiration alle steder.

Artiklen fortsætter under videoen

Her fortæller Sofie Linde om sit kulturforbrug:

Hvilken film så du sidst?

– Jeg så “1917” i biografen, og den var sindssygt god. En af de film, hvor man går ud helt høj, fordi man visuelt var stimuleret og inspireret.

– Jeg var meget rørt, selv om jeg bliver rørt af alt, også reklamer. Men når man ser noget, som skildrer en tid og nogle menneskeskæbner, kan man jo ikke lade være med at minde sig selv om, at det har været virkeligt engang. Hele tanken er bare vanvittig.

Hvilke serier streamer du?

– Jeg er jo mest til flow-tv, men jeg har alle streamingtjenester. Jeg er lige nu i gang med DR’s nye dramaserie “Når støvet har lagt sig”, og den er godt nok hård. Men jeg har også streamet alle klassikerne ligesom resten af verden: True crime som “Making a Murderer” og “The Jinx” og så de store baskere som “Game of Thrones” og “Stranger Things”.

– Jeg må indrømme, at jeg elsker at se tv. Selv når jeg ser Netflix, ser jeg deres tv. Jeg har en kæmpe svaghed for “Next in Fashion”, som er ligesom “Project Runway”, bare i en ny udgave. Når man laver tv, er det vildt inspirerende at se, hvordan de gør det.

– Men alt afhænger af, om generalen (Lindes datter Trine, red.) er vågen. Hvis hun er det, så streamer vi “Gurli Gris”. Den har jeg set alle sæsoner af på Netflix.

Hvilke programmer kan få dig til at tænde for tv’et?

– Alle programmer. Jeg ved godt, det er smart at sige, at man intet fjernsyn har eller gider se det, men det er dumt, for der er sindssygt meget godt tv.

– Når jeg møder en tilrettelægger eller en vært, som nærmest er stolt af ikke at have et fjernsyn, tænker jeg: “Er du dum?”. Man skal hele tiden holde sig inspireret.

– Jeg ser også meget reality-tv, for det er fedt, og måske kan man bruge nogle greb derfra. Jeg sluger alt fra “Paradise Hotel” og “Fra 1-værelses til strandvejsvilla” til DR’s “Temalørdag”.

Hvilke podcast lytter du til?

– Jeg hører enten Mofibos lydbøger, og ellers podcaster jeg gerne “This American Life” eller andre grundige podcasts.

– Det betyder meget, at kvaliteten er i orden. At lyden er god, at underlægningsmusikken ikke er sindssygt høj, og det skal være gode stemmer. De er bare bedre i USA, så det er en Rolls Royce-udgave af podcasten.

– Min tætteste vennekreds er gamle gymnasiekammerater fra Odder. Vi laver noget vidt forskelligt i dag, så det er en god lakmustest at høre, hvad de taler om. De har ikke den helt samme kritiske indstilling, som jeg har.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

– Jeg er i gang med at genlæse “The girl with the lower back tattoo” af komikeren Amy Schumer.

– Man griner, men man bliver også meget rørt over hendes familie. Og så har hun et vanvittigt fedt sprog. Hun mestrer at være virkelig grov uden at det bliver “Fuck, fuck, fuck, fuck”. Det smager virkelig godt, når man læser det.

Hvilke magasiner eller ugeblade køber du?

– Jeg køber ikke nogen. Det er ikke, fordi jeg ikke vil, men jeg bliver for nærig.

– Jeg har abonnement på Berlingske, og så er min barndomsven redaktør på Føljeton, så det bakker jeg op om. Men jeg tjekker også Ekstra Bladet og BT i løbet af dagen.

Hvor går du hen, når du går ud for at være kulturel?

– Jeg er faktisk blevet meget kulturel efter at have fået et barn. Nu har vi pludselig årskort til Experimentariet, Tivoli og Zoologisk Have.

– Jeg vil også gerne underholdes i et teater og grine sammen med fremmede mennesker. Jeg er også ret god til at tage til foredrag og se shows, og i vores vennekreds er vi gode til at give hinanden billetter.

– Jeg går også i biffen og til koncerter, men museer? Det har jeg aldrig været god til. Jeg finder ikke ro på et museum, men tonser igennem det. Jeg er ikke helt moden til det endnu, tror jeg.

Sofie Linde er i øjeblikket vært på “X Factor”, som løber over skærmen hver fredag aften på TV2.

Powered by Labrador CMS