85 år i dag
Christian F. Rovsing har ikke tilbragt mange timer på sofaen. Han var driftig it-pioner, rumekspert og sad i EU-Parlamentet i 17 år. 2. november fylder han 85
Da it-området begyndte at tage fart i Danmark, var det ofte med Christian F. Rovsing i førersædet.
Han har endda fået tilnavnet "Danmarks it-far" for det store præg, han satte på området igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne.
Christian Rovsing, der tirsdag den 2. november fylder 85, stiftede som ung civilingeniør et it-firma hjemme i forældrenes kælder i Rødovre i 1963
På det tidspunkt var han dog ikke helt uerfaren - han havde blandt andet arbejdet for IBM i Sverige, USA og Frankrig.
Et væld af projekter
Ud fra firmaet, som fik navnet Christian Rovsing A/S, sprang et væld af projekter, som ofte var i berøring med det nyeste nye på computerfronten.
Blandt andet blev Christian Rovsing selv en af Danmarks førende eksperter inden for rumteknologi. Det var med til at gøre ham til et kendt navn hjemme i stuerne i 1960'erne og 70'erne, hvor han hos Danmarks Radio kommenterede rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.
Han kunne nemlig formidle det komplekse, så det gav mening for almindelige mennesker, og derfor blev han flittigt brugt som ekspert, når DR transmitterede månelandingerne.
Og firmaet, som blandt andet havde Nato og Nasa i kundekredsen, voksede til at have 1300 ansatte på toppen.
En overraskende konkurs
I 1984 løb Christian Rovsing A/S dog ind i en højst overraskende konkurs, da væksten var gået for hurtigt, og pengene slap op.
Hverken stifteren eller livsværket blev dog slået helt ud. Talrige projekter levede videre i nye virksomheder, blandt andet teknologien bag Dankortet, og i de følgende år kunne man trække tråde fra en lang række danske it-succeser tilbage til Christian Rovsing A/S.
Politisk karriere
Christian F. Rovsing selv fortsatte også som ihærdig entreprenør og satsede desuden endnu mere på en politisk karriere, som han diskret havde indledt i årtierne forinden med sæder i såvel byrådet i Rødovre som Københavns Amtsråd for Konservative.
Det blev dog de 17 år i EU-Parlamentet fra 1989 til 2004 og igen fra 2007 til 2009, som udgjorde Christian F. Rovsings politiske guldalder.
Christian F. Rovsing bor i Charlottenlund med sin hustru, dyrlæge Kristine Marie Elbæk Rovsing. Sammen har de tre børn.