85 år: Har styr på ketsjer og kapital

På tennisbanen havde Jan Leschly stor succes, og det har han også i erhvervslivet

Offentliggjort

På en måde var han 1960'ernes Holger Rune. Og dertil kan du lægge en erhvervskarriere, som vil gøre de fleste forretningsfolk misundelige.

Med andre ord har Jan Leschly, der er i dag er fyldt 85 år, haft enorm succes i vidt forskellige karrierer.

Det var med Kurt Nielsen og Torben Ulrich som de store idoler, at han fandt kærligheden til tennissporten, men forholdene var noget anderledes dengang.

Studier og arbejde skulle passes ved siden af, og Leschly spillede såmænd også håndbold på højt niveau.

Jan Leschly, der 11. september fylder 85 år, var bestyrelsesmedlem i Mærsk fra årtusindskiftet og frem til 2019. Også Novo og adskillige andre selskaber har haft glæde af hans erhvervskompetencer.

Kæmpede sig højt op

På grund af manglende faciliteter i Aarhus trænede han nogle gange kun en time om ugen, når det var vinter. Alligevel kæmpede han sig højt op på verdensranglisten og nåede i 1967 semifinalen i US Open.

- Hvordan jeg kunne blive nummer ti i verden på den måde, må du ikke spørge mig om, sagde Leschly i 2020 til Ritzau.

Tenniskarrieren toppede, da han var 27 år. Seks år senere tabte han finalen ved de skandinaviske mesterskaber til en 16-årig Björn Borg, og så indså Leschly, at det var ved at være slut.

Over årene havde han færdiggjort en uddannelse som cand.pharm. og civiløkonom. Den fik han straks brug for.

Lokkede ham over

Jan Leschly blev i 1972 ansat i Novo, og herfra kom der fart på karrieren. To år senere var han forfremmet til direktionen, før virksomheden Squibb lokkede ham over på den anden side af Atlanten.

Siden 1979 har han boet med familien i USA. Han var fra 1994 til 2000 topchef for knap 100.000 ansatte i medicinalgiganten 'SmithKline Beecham', som dengang var en af de største medicinalvirksomheder i verden.

Ved årtusindskiftet blev han indlemmet i bestyrelsen hos A.P. Møller-Mærsk, og også CBS/Viacom, Mercedes-Benz-fabrikanten Daimler og American Express hev den succesfulde dansker ind i bestyrelseslokalet.

Samtidig stiftede han investeringsselskabet Care Capital, som han stadig er direktør og formand for.

Sørger for støtte

Men Jan Leschly har ikke glemt den sport, der var med til at forme ham. Sammen med sin søn, Mark Leschly, søsatte han i 2019 fonden Leschly Tennis Foundation, som sørger for millioner af kroner i støtte til danske tennistalenter.

Jan Leschly er fortsat i fuld vigør. Han tilbringer det meste af tiden i USA, men om sommeren kommer han til Danmark og samler familien i sommerhuset i Rågeleje.



Powered by Labrador CMS