80 år i dag

Han var topchef i SAS fra 1981 til 1993 - med både store op- og nedture. Helt frem til i dag er hans bog om ledelse fortsat aktuel. Jan Carlzon fylder 80 år

Fredag den 25. juni fylder tidligere topchef i SAS Jan Carlzon 80 år. (Arkivfoto) – Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han var en slags ledelsesguru i 1980’erne og forfatter til en bestseller om ledelse, der fortsat sælger den dag i dag.

Han var øverste kaptajn i SAS igennem 13 år og en populær topchef for selskabet. Men flere fejlslagne satsninger endte med at koste ham jobbet.

Fredag den 25. juni fylder tidligere topchef i SAS Jan Carlzon 80 år.

Jan Carlzon skrev bogen “Riv pyramiderne ned” i 1985, mens han var administrerende direktør i SAS.

Siden er bogen oversat til 20 sprog og solgt i 50 lande. Ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie finans.dk blev bogen genoptrykt i 2018.

Svenske Jan Carlzon blev kaldt “verdens bedste Carlzon” – med hentydning til en populær børnebog af Astrid Lindgren.

Skabte SAS-ånd

Med sine ubestridelige lederevner og visioner skabte Jan Carlzon en helt ny SAS-ånd. Passagerne skulle i centrum, der blev ryddet ud i ledelseslagene, og afstanden mellem ansatte og den øverste ledelse blev mindre.

Til at begynde med steg salgskurverne, flyene kom oftere afsted til tiden og passagerne var glade.

I 1986 blev SAS “Årets flyselskab” i verden – og Jan Carlzon solgte 200.000 eksemplarer af sin bog.

Med Jan Carlzon ved roret kastede SAS sig over hoteldrift og købte sig ind i andre luftfartsselskaber.

Men i begyndelsen af 1990’erne begyndte en nedtur for alvor. Passagertallene raslede ned, SAS-hotellerne gav kæmpe underskud, og investeringerne i luftfartsselskaber i blandt andet Argentina og Chile resulterede i nye tab.

Jan Carlzon havde dog fortsat store visioner – primært om at skabe en europæisk flygigant, Alcazar, som skulle være en fusion mellem SAS og selskaberne KLM, Austrian Airlines og Swissair.

Færdig i SAS

Da fusionen faldt til jorden med et brag, var Jan Carlzon færdig i SAS.

Siden SAS-tiden har Jan Carlzon arbejdet som koncernchef og bestyrelsesformand hos rejsekoncernen Transpool og har desuden haft en række bestyrelsesposter.

Jan Carlzon er uddannet civiløkonom fra handelshøjskolen i Stockholm. Han startede karrieren som journalist. Siden sadlede han om og blev rejseleder hos Vingresor på den spanske solkyst.

Her steg han i graderne og endte som selskabets administrerende direktør.

Herefter blev det til en direktørpost hos flyselskabet Linjeflyg, hvorfra han blev headhuntet til SAS.

Powered by Labrador CMS