70 år i dag

Han er landmandssøn fra Fyn, men gik universitetsvejen og blev et kendt ansigt i medierne. Den 4. september fylder Johannes Andersen 70 år.

Samfundsforsker, forfatter og musiker Johannes Andersen, Aalborg Universitet. 4. september fylder han 70 år (Arkivfoto 2009). – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Johannes Andersen har igennem sin karriere været en hyppigt brugt kommentator i medierne, når det gjaldt samfundsspørgsmål og politik.

Han er kendt for at udtrykke sig klart og fyndigt, så alle er med.

Artiklen fortsætter under videoen

Samfundsforskeren, som fredag 4. september fylder 70 år, er lektor emeritus (det betyder “udtjent”, pointerer han selv spøgende) og tilknyttet Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet. Han underviser på masteruddannelsen i offentlig ledelse.

Johannes Andersen har især gjort spørgsmålet om demokrati og inddragelse til sit anliggende.

Han voksede op på en gård og blev student fra Nyborg Gymnasium i 1970. I 1978 kunne han kalde sig cand.mag. i samfundsfag samt nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.

I 1979 blev han ansat som adjunktvikar ved Aalborg Universitet, og her blev han hængende: Siden 1981 som lektor, 1992-1996 som institutleder og fra 1998 til 2001 prodekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Konsulent

Johannes Andersen har været konsulent for Forlaget Systime, der udgiver undervisningsbøger.

I en periode medvirkede han i DR1-programmet “Kender du typen?”.

Han er højaktuel med bogen “Nå, og hva’ får du så tiden til at gå med? Et portræt af de nye gamle”, der udkom på forlaget Hovedland den 28. august.

Johannes Andersen er stadig aktiv som foredragsholder og bestyrelsesformand for Teater Nordkraft, oplyser han.

Han er også med i bandet The Overheads som guitarist og forsanger. Gruppen spiller “egne rocksange med fokus på hverdagens poesi og udfordringer, suppleret med enkelte Bob Dylan-numre på dansk”.

Bandet har udgivet fire album, senest “Der er grænser” fra 2019.

Johannes Andersen er gift med Iben Bech-Knudsen og bor i 9000 Aalborg.

Powered by Labrador CMS