70 år i dag

Christian Harlang, der fylder 70 den 2. marts, har ofte forsvaret den lille mand mod staten. Men han har også to gange mistet retten til at virke som advokat

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skorter ikke på kontroversielle sager omkring jurist Christian Harlang, der den 2. marts fylder 70 år.

Nogle opfatter ham som en idealistisk advokat, der har hjertet på det rette sted og arbejder for at forsvare afmægtige borgere mod staten. 

Andre ser ham som en kontroversiel skikkelse, der ofte går alt for langt over grænsen.

Flere bøder

Christian Harlang har fået flere bøder for at overtræde god advokatskik. To gange har han endda mistet retten til at virke som advokat, og i dag betegner han sig selv som juridisk rådgiver.

Harlang er i offentligheden nok mest kendt for at have ført en sag for 23 irakere, som sagsøgte den danske stat for at have udleveret dem til tortur.

Den sag endte sidste år.

Afvist af Højesteret

I første omgang havde landsretten afgjort, at Danmark var ansvarlig for, at 18 af irakerne havde været udsat for inhuman behandling hos irakiske myndigheder. Og at Danmark var ansvarlig, fordi man burde have vidst, at der var en risiko for, at fangerne ville lide overlast hos de irakiske myndigheder.

Men sagen blev taget til Højesteret, som afgjorde, at Danmark ikke var ansvarlig, hvilket blandt andet mødte kritik fra Amnesty.

Andre principielle sager

Han har også ført andre principielle sager mod staten. Blandt andet om dansk-palæstinensere, der ville have erstatning for uretmæssigt at være blevet nægtet dansk statsborgerskab, om Danmarks tilslutning til EU-traktater samt om grønlandske Thule-beboeres krav om erstatning fra Danmark på grund af tvangsflytning.

De gjorde Christian Harlang til en populær advokat i særligt det venstreorienterede miljø. Men de seneste år er hans ry blevet martret.

Mistede retten

I 2018 gik han konkurs og mistede retten til at virke som advokat.

I 2021 blev han igen frakendt denne ret, selv om han i forvejen var sat fra bestillingen, fordi han ifølge Advokatnævnet opkrævede knap en halv million kroner fra en klient, der undervejs var tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.

Advokat Christian Harlang har ofte optrådt i medierne, særligt som advokat og juridisk rådgiver for en række irakiske torturoverlevere. (Arkivfoto).
Advokat Christian Harlang har ofte optrådt i medierne, særligt som advokat og juridisk rådgiver for en række irakiske torturoverlevere. (Arkivfoto).

Føler sig forfulgt

Selv sagde Harlang, at han følte sig forfulgt af nævnet.

- Jeg ser frem til, at nævnets elendige og partiske sagsbehandling og afgørelse bliver underkendt af domstolene, skrev han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

I 2014 udtalte han sig til Information om opfattelsen af ham som en kontroversiel skikkelse og de principielle sager, han har kørt:

- De, der kritiserer mig for ikke at vinde mine sager, har intet at hænge deres hat på. Det er altid op ad bakke at føre sager mod det offentlige. Ingen vinder alt, sagde han dengang.

Powered by Labrador CMS