70 år gammelt royalt brev ændrer alt
Et hidtil hemmeligholdt brev er kommet frem fra en privat samling.
Kærlighed kan gøre blind. Således også for den eneste britiske tron-indehaver, der nogensinde har abdiceret frivilligt. Et 70 år gammelt brev er netop kommet op til overfladen, og det ændrer hele forståelsen af kong Edward d. 8. og hans kone Wallis Simpsons kærlighedshistorie.
Edward satte alle sejl ind på at blive gift med amerikaneren i 30’erne, men det var tæt på at blive en vaskeægte krise, fordi Simpson havde to levende eks-mænd. Den slags var – og er nok stadig – ikke velset i det konservative monarki.
Sådan gik det, og kongen valgte at abdicere for “kvinden jeg elsker”. Han blev siden gjort til hertug af Windsor af sin efterfølger. Broderen kong George d. 6.
For nylig er et hidtil hemmeligholdt brev, som Wallis Simpson i 1948 skrev, dog dukket op til salg hos auktionshuset Chiswick Auctions i London.
Værksted ligger overfor
Selv om Edward opgav den højeste position i det britiske kongehus for at hellige sig kærligheden, så tyder det håndskrevne brev altså på, at lykken var kort.
På det tidspunkt boede parret ved den franske riviera og levede et liv i sus og dus, som passede Simpson vældig godt, men kort inden, brevet blev skrevet, havde parret underskrevet en ny lejekontrakt til et hus i Paris.
“Et trist mørkt hus i den smalleste del af gaden og et autoværksted i bygningen over for”, omtaler hun stedet i det brev, hvor hun også peger på, at årsagen til flytningen er pengebroblemer, skriver Daily Mail, der har fået billeder af det otte sider lange brev.
Nævner blot hertugen med ét ord
Bemærkelsesværdigt er det også, at brevskriveren blot nævner sin mand en enkelt gang og ellers benytter hver en mulighed for at nævne venneparret Herman og Katherine Rogers. Sidstnævnte var alvorligt syg af kræft i halsen og døde ikke længe efter.
Selv om der ikke er nogle tydelige ord, der indikerer det, så fremgår det af brevet, at Wallis’ interesse i Herman Rogers var mere end almindelig. Det har også kastet nyt lys på længelevene rygter om, at Wallis Simpson i virkeligheden var hemmeligt forelsket i selv samme Herman.
Brevet har været i en privat samling indtil nu.