60 år i dag

Han fik inspireret mange privatkunder til at skifte bank. Nu hjælper han små og mellemstore virksomheder på børsen. John Norden fylder i dag 60 år

Mandag den 4. januar fylder administrerende direktør og partner John Norden 60 år. (Arkivfoto) – Foto: Bjarke Bo Olsen/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Han har gennem mange år været med til at sætte fokus på, at man kan gavne sin privatøkonomi, hvis man gør det til en vane at se sine bankforretninger efter med jævne mellemrum.

For der kan være masser af penge at spare på renter og gebyrer, når man skifter bank. Sådan lød John Nordens budskab, som han i øvrigt selv gjorde til sin levevej.

Artiklen fortsætter under videoen

Mandag den 4. januar fylder administrerende direktør og partner John Norden 60 år.

Han var gennem 20 år kendt i medierne som en slags bankekspert, der med en portal med sammenligning af priser på nettet gjorde det muligt at finde den billigste bank til ens behov.

John Norden stiftede Mybanker i 2000 hjemme ved spisebordet i Tårnby med sin hustru, Elisabeth Arendt, og to andre.

Idéen var at skabe gennemsigtighed for bankkunderne, og Mybanker voksede støt og roligt gennem årene.

Mens Elisabeth Arendt havde arbejdet i bankverdenen, så er John Norden oprindelig bilsælger. Og så er han en mand, der er god til at få idéer og føre dem ud i livet.

Senest har han forladt Mybanker, hvor han frem til 2018 var administrerende direktør, for at føre en ny idé ud i livet.

En idé, han fik, da han hjalp en ven med at forberede en børsnotering.

Sammen med konen

Sammen med sin kone har han nu stiftet virksomheden Norden CEF, som hjælper små og mellemstore virksomheder med at gå på børsen – mere specifikt på “minibørsen” First North.

Og det er vigtigt, mener John Norden, for virksomheder vokser, når de rejser kapital gennem en børsnotering.

– Og dermed er de med til at skabe vækst i samfundet, siger han.

John Norden og Elisabeth Arendt har tre børn sammen og har fået fire børnebørn.

Fødselsdagsfesten kan de også holde sammen, for Elisabeth Arendt fylder 60 år den 3. januar – dagen før sin mand.

Powered by Labrador CMS