60 år i dag
Den produktive forfatter Dennis Jürgensen har leveret læsestof om bloddryppende mord og mystiske monstre til flere generationer. Nu fylder forfatteren 60 år
Forfatter Dennis Jürgensen har fået generationer af børn og unge til at fortære side efter side om makabre monstre.
Og de seneste år har han kastet sig over bloddryppende krimier for voksne.
Den 3. februar fylder den garvede forfatter 60 år.
Han gik stort set direkte fra folkeskolen til forfatterdisciplinen. Men starten på den kommende karriere var tre års skriverier, der blev sendt til forlag og lige tilbage i hovedet på forfatterspiren.
Og selv om han i dag er velkendt for gyserhistorier som “Kadavermarch”, var det hverken mord eller monstre, der kickstartede karrieren.
– Da jeg endelig fik hul igennem til et forlag, tog jeg derind med min bog.
– Men jeg havde også en anden idé i skrivebordsskuffen. Det var “Kærlighed ved første hik”, og så sagde de: “Den tager vi!”, fortæller Dennis Jürgensen.
Har 40-års jubilæum
Romanen udkom i 1981 og blev et stærkt startskud for den dengang bare 20-årige forfatter. Det betyder også, at Dennis Jürgensen i år kan fejre 40-års jubilæum som forfatter.
Debutromanen blev i 1999 filmatiseret under samme titel med Tomas Villum Jensen som instruktør og Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke i hovedrollerne. I 2018 blev universet også til en musical.
Dennis Jürgensen har siden udgivet mere end 60 bøger og har bevæget sig i et væld af genrer – fra gys og splatter til fantasy.
Men i 2014 skulle der ske noget nyt.
Dennis Jürgensen lavede et radikalt skifte fra børne- og ungdomsbøger til krimier for voksne.
– Man bliver jo aldrig færdiguddannet som forfatter. Og jeg havde brug for at se på, hvordan jeg kunne gå i en ny retning og hæve overliggeren for mig selv, siger han og fortsætter:
– Mange af mine gamle læsere i 30’erne og 40’erne kom til mig og sagde: “Jeg læser stadig dine børnebøger for mine børn, men hvornår skriver du noget for min generation?”.
Dedikeret til krimier
Siden har hans tid været dedikeret til krimigenren.
– Krimien er spændende, fordi den kan fortælle om det bedste og værste i mennesket, fortæller forfatteren, der har en ny krimiserie på vej til foråret.
Den runde dag bliver grundet coronasituationen fejret ganske beskedent med de allernærmeste.
Men det passer faktisk fødselaren ganske glimrende. Han er nemlig ikke meget for at være midtpunkt til store fester.
Faktisk kunne han uden de store problemer bo alene på en øde ø, siger han.