60 år i dag

To navne dukker op, når talen falder på Kenneth Branagh: Shakespeare og Kurt Wallander. Torsdag den 10. december fylder skuespilleren 60 år.

Skuespilleren og filminstruktøren Kenneth Branagh, der er født i Belfast i Nordirland, fylder 60 år den 10. december. Han startede karrieren med Shakespeare og har blandt andet spillet Hamlet på Kronborg. (Arkivfoto) – Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske skuespiller Kenneth Branagh begyndte sin karriere, da han som 23-årig blev ansat i Royal Shakespeare Company i London. Her fik han hurtigt hovedroller.

Men Branagh, der 10. december fylder 60, fandt det store teater for upersonligt. Og i slutningen af 1980’erne dannede han Renaissance Theatre Company.

Artiklen fortsætter under videoen

Samme år brød han igennem med filmatiseringen af Shakespeares skuespil om den engelske kong Henry V, som han både instruerede og spillede hovedrollen i.

Ganske usædvanligt blev begge præstationer nomineret til en Oscar.

Kendt som Wallander

Også dansk publikum fik glæde af hans talent, da han i 1980’erne optrådte som Hamlet ved gæstespillene på Kronborg.

Men det er den svenske forfatter Henning Mankells Ystad-detektiv, Kurt Wallander, der har gjort Kenneth Branagh kendt i brede kredse.

I fire serier spiller han den fraskilte kommissær, der opklarer kriminalitet i Sydsverige.

Samtidig forsøger han at få styr på sit eget til tider kaotiske liv med for mange sjusser og et kompliceret forhold til sin halvdemente far.

Nemmere bliver det ikke, da datteren, Linda, bliver betjent og får ansættelse på samme station som sin far.

Om rollen har Kenneth Branagh fortalt, at han er stor fan af Mankells beskrivelser af en verden i forandring set ud fra det mikrokosmos, som Ystad er.

Flere priser

Den engelsktalende kommissær i de svenske omgivelser er da også faldet i seernes smag.

Kenneth Branagh har for rollen modtaget både en British Academy Television Award og en Crime Thriller Award som bedste skuespiller i 2009.

Opklaringsarbejdet har han holdt fast i med nyindspilningen af “Mordet i Orientekspressen” fra 2017. Han både instruerede og spillede selv hovedrollen som mesterdetektiven Hercule Poirot.

Filmen, som er baseret på Agatha Christies roman fra 1934, blev dog aldrig nogen succes.

Branagh blev kritiseret for ikke at tilføre den kendte detektiv noget nyt. Og de øvrige skuespillere, som tæller blandt andre Judi Dench, Penélope Cruz og Olivia Colma, fik aldrig lov til at udfolde deres talent, skrev flere anmeldere.

Måske går det bedre med efterfølgeren “Døden på Nilen”. Den skal ligeledes instrueres af Kenneth Branagh. Og han genindtager også hovedrollen som Hercule Poirot.

Endnu er der ingen dato for premieren.

Gift med berømt skuespiller

Kenneth Branagh, der er født i Belfast i Nordirland, var fra 1989 til 1995 gift med skuespillerinden Emma Thompson. Hende lærte han at kende i elevtiden.

De har spillet sammen i film som “Henrik V”, “Stor ståhej for ingenting” og “Peter’s Friends”.

I 2003 giftede han sig med scenografen Lindsay Brunnock.

Powered by Labrador CMS