60 år i dag
Et gebyr på en lejefilm inspirerede Reed Hastings til at stifte det, der i dag er verdens største streamingtjeneste. Torsdag den 8. oktober fylder han 60 år.
Reed Hastings kan ikke beskyldes for at tænke småt.
Som direktør i Netflix gjorde han det i 2017 klart, hvem streamingtjenestens største rival er.
Artiklen fortsætter under videoen
Det er ikke nogle af de andre kæmper som Amazon, HBO eller Disney.
Nej, det er det menneskelige behov for at sove.
– Med en serie eller en film, man virkelig gerne vil se, ender man med at blive sent oppe, så vi konkurrerer egentlig med søvn, forklarede Reed Hastings.
– Og vi fører, tilføjede direktøren, der torsdag den 8. oktober fylder 60 år.
Med knap 200 millioner betalende kunder er Netflix, som han selv var med til at stifte, da også verdens største af sin slags.
Erhvervsmanden er født i Boston med det fulde navn Wilmot Reed Hastings Jr.
Hans far var højtstående advokat i embedsværket, og moren underviste.
Hun kom fra en fin familie, men lærte sine børn at lægge afstand til folk fra de højere luftlag, har Reed Hastings fortalt til avisen New York Times.
Det var med til at inspirere Reed Hastings til at rejse til Swaziland i det sydlige Afrika efter college og undervise børn og unge i matematik.
Det var en oplevelse, som gav Hastings modet til at være iværksætter.
– Når man har vandret gennem Afrika med få penge på lommen, virker det ikke skræmmende at starte en virksomhed, sagde Hastings til Fortune Magazine i 2007.
Hjemme i USA læste Reed Hastings datalogi og kom i gang i softwarebranchen, og det var efter salget af hans første virksomhed, Pure Software, at idéen til Netflix blev født.
Reed Hastings havde glemt at aflevere en lejefilm og skyldte videobutikken 40 dollar i gebyrer.
Men på vej til træningscenteret gik det op for ham, at det var en bedre forretningsmodel med et fast månedligt beløb.
Sådan startede Netflix, der i første omgang udlejede dvd’er via posten.
Senere kom indholdet på nettet, og Reed Hastings og co. så sig ikke tilbage. Antallet af abonnenter er bare steget og steget gennem årene.
Først strømmede folk til for at se de film og serier, Netflix købte fra de store producenter.
Senere begyndte firmaet at lave dem selv – som for eksempel danske “The Rain”. Eller dokumentarserien “Tiger King”, som var på alles læber tidligere i år.
Coronakrisen fik sat ekstra fut i brugertallene, da folk pludselig skulle blive hjemme verden over og få tiden til at gå.
Netflix måtte endda i marts skrue ned for båndbredden for ikke at overbelaste internettet.
Den store succes har gjort virksomheden 1400 milliarder kroner værd. Og Reed Hastings’ egen formue er på mere end 30 milliarder.
Han er fortsat både bestyrelsesformand og administrerende direktør for streamingtjenesten.
I sommer fik han godt nok en ny meddirektør.
Men det var ikke startskuddet til, at Hastings skal trappe ned og tilbringe mere tid med familien, som tæller hustruen Patricia Ann Quillin og to børn.
– Jeg er her et årti endnu, lovede Reed Hastings ved den lejlighed.