60 år i dag
Rasmus Nielsen startede i 2000 det succesrige netmedie Altinget. Forinden tog han initiativ til Oluf Høst Museet i Gudhjem. Den 7. oktober fylder han 60 år.
Egentlig begyndte det med Oluf Høst Museet i Gudhjem. Det var journalist Rasmus Nielsen, som i 1996 tog initiativ til at etablere museet for den berømte danske maler her.
Netop den flere år lange kamp for – sammen med Louisiana-stifter Knud W. Jensen – at få museet i gang og erfaringerne herfra var en uomgængelig forløber for oprettelsen af Altinget.dk. Det fortalte han i 2018 til Bornholms Tidende.
Artiklen fortsætter under videoen
Den uafhængige netavis, der dækker politik, samfund, kultur og debat, har siden starten i 2000 vokset sig til en drønende succes og er bredt respekteret i alle lejre på Christiansborg.
Rasmus Nielsen, som 7. oktober fylder 60 år, er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1983.
Han var rundt i medieverdenen, inden han stiftede sit eget prisbelønnede netmedie. Først et par år som redaktør af EU-Kommissionens nordiske blade, dernæst fem år som freelancer i DR, derefter fra 1989 studievært på TV2 Lorry og siden redaktør for TV2-regionernes Christiansborg-redaktion.
Altinget har i dag 150 fuldtidsansatte og redaktioner i København, Stockholm og Bruxelles.
Efter 17 år som chefredaktør og direktør for Altinget besluttede Rasmus Nielsen i 2017 at bytte stol med bestyrelsesformand Per Mikael Jensen, så han nu er både eneejer og formand.
Koncernen, Alrow ApS, omfatter også et svensk søstermedie, Mediehuset Mandag Morgen og Grønbechs Hotel i folkemødebyen Allinge.
Og der er flere projekter i posen, oplyser Rasmus Nielsen.
– Sammen med overborgmester Frank Jensen åbner jeg på fødselsdagen den nye netavis “Altinget: hovedstaden”, ligesom “Altinget: erhverv” åbner om få uger, siger han.
Rasmus Nielsen voksede op på Frederiksberg og i Risskov. Hans far, Gerhard Nielsen, var – ud over professor i psykologi – provinschef ved DR i Aarhus 1973-1986.
Allerede i 1995 købte Rasmus Nielsen et hus i Gudhjem. Men hvorfra passionen for Oluf Høst?
– Høst er inkarnationen af Bornholm. Naturen, lyset og folkesjælen. Han er sjælsfarvens mester, der maler sine følelser over på lærredet, siger Rasmus Nielsen.
– Og så er Høst almuens talsmand – med stor kærlighed, indlevelse og loyalitet skildrer han sildekonen, sømanden og bonden. De mennesker, der oprindelig har tjent og på lange stræk skabt Danmark.
Rasmus Nielsen er fraskilt, men nu kæreste – og “soulmate”, siger han – med designer og yogalærer Karen Kristiansen-Stuart. Han har to voksne sønner.
Og hvad skal det hele ende med? Rasmus Nielsen bekender sig som elsker af demokratiet. Hans livsværk skal senere overgives til en fond, der kan sikre fremtidens demokratioplysning, siger han.
– Demokratierne i verden bliver samlet set svækket – vores mission er at bidrage bare et lille skridt til, at demokratiet styrkes. Til gavn for retfærdighed og lige muligheder mellem mennesker.